300 skal fyres i SAS

Skuffende regnskab betyder, at SAS er på vej med ny spareplan.

Omkostningerne i luftfartsselskabet SAS skal nedbringes yderligere. Det slår selskabet fast i forbindelse med aflæggelse af regnskab for andet kvartal (februar-april).

"Markedsudviklingen har vist, at det er afgørende for SAS at handle mere aggressivt," forklarer adm. direktør Rickard Gustafson.

Han planlægger derfor sammen med den øvrige ledelse at afskedige sammenlagt 300 fuldtidsansatte i selskabets support-afdeling, administration, ledelse og i den kommercielle afdeling.

Sammen med en plan om at øge omsætningen, blandt andet ved at åbne nye ruter fra Oslo og Stockholm til USA og Asien, ventes besparelserne at bidrage med en positiv effekt på omkring 830 mio. kr. i næste fulde regnskabsår. I indeværende år er det endnu uklart, hvor stor indflydelse spareplanen kan nå at få.

Vi er dybt skuffede over resultaterne, der er væsentligt under vores forventninger.

Rickard Gustafson, koncerndirektør, SAS

Skuffelse i ledelsen

I første halvdel af det indeværende regnskabsår fik SAS et underskud før skat på 1 mia. kr. Alene i andet kvartal lød underskuddet på 890 mio. kr., og topchef Rickard Gustafson lægger ikke skjul på, at det er et skidt resultat.

"Vi er dybt skuffede over resultaterne, der er væsentligt under vores forventninger," siger han.

Forklaringen skal ikke mindst findes i det svage andet kvartal, hvor omsætningen var omtrent 1,5 mia. svenske kroner lavere end samme periode i fjor.

Det skyldes en høj grad af konkurrence på det skandinaviske luftfartsmarked, hvor priser og marginer bliver presset. Prisen på flyrejser er simpelthen presset så langt ned, at det er svært hvis ikke umuligt at tjene penge på produktet.

SAS er da heller ikke det eneste selskab med problemer i øjeblikket.

På kanten af kollaps

Selskabet balancerede i november 2012 på kanten af kollaps, men i sidste ende lykkedes det at nå til enighed med personalet om nye overenskomster som et led i en større spareplan, der også har betydet frasalg. Det har sænket enhedsomkostningerne med omtrent 9 pct. siden dengang, hvoraf der alene i første halvår i år er hentet 700 mio. svenske kr., men det er altså tilsyneladende slet ikke nok til at gøre SAS til et profitabelt selskab.

Det skal endnu et spareprogram altså medvirke til. Samtidig investerer ledelsen 500 mio. svenske kr. i en ny digital platform, der i højere grad automatiserer kontakten med kunderne.

"Den intense konkurrence betyder, at SAS skal være mere aggressiv i kampen om kunderne. Vi har forbedret tilbuddet til de mest aktive kunder i Skandinavien og intensiveret vores marketingaktiviteter, og vi kan se, at det har en effekt," skriver ledelsen i regnskabsmeddelelsen.

Rekordhøj belægning

Her minder man om, at antallet af passagerer, der fløj med SAS i andet kvartal, steg med 300.000, og i april nåede man den højeste belægning nogensinde.

I ledelsen glæder man sig samtidig over, at man har sikret sig 200.000 nye Eurobonus-medlemmer. Selskabet har nu 3,4 mio. medlemmer i loyalitetsprogrammet, og det er væsentligt, fordi SAS netop satser stort på at vinde kampen om de personer, der rejser meget i Skandinavien.

På trods af de svære udsigter efter første halvår, så øjner koncernledelsen fortsat en mulighed for at levere et positivt driftsresultat (ebt) for hele året. Det er dog et krav, at markedsforhold som brændstofpriser og kapacitet ikke ændrer sig.

Udvalgte regnskabstal for andet kvartal 2013/14 fra SAS:

Mio. skr.

2. kvartal 2013/14

2. kvartal  2012/13

Omsætning

8.472

9.933

EBITDA

160

1.074

EBIT

-661

-109

Res. før skat

-1.078

-329

Nettoresultat

-800

-405

BRANCHENYT
Læs også