Frygt: Droppet håndværkerfradrag vil koste job

Regeringen og Venstre afskaffer håndværkerfradraget. En ommer - for det vil koste job, påpeger erhvervslivet.

Det er bare ikke godt nok, at regeringen sammen med Venstre har afskaffet håndværkerfradraget fra nytår. Hos Dansk Byggeri kan man "ikke skjule sin skuffelse over, at regeringen og Venstre ikke fandt plads til en fortsættelse af boligjob-ordningen", som håndværkerfradraget kaldes.

- Den populære ordning, som 500.000 danskere har haft glæde af, vil stoppe til nytår og udløse 5000 fyresedler, påpeger Dansk Byggeri i en kommentar til vækstpakken.

Dansk Byggeris cheføkonom Bo Sandberg siger, at der i hans optik er risiko for, at man på kort sigt kommer til at miste job på planen - primært på grund af, at håndværkerfradraget forsvinder.

- Vækstplanen er for det meste positiv. Man vælger at høste en masse lavthængende frugter - men helt overordnet er den for uambitiøs, siger Bo Sandberg til Ritzau.

Heller ikke i Tekniq, der er talerør for installationsbranchens virksomheder, ser fremtiden mindre lys ud, når håndværkerfradraget forsvinder. Et fradrag, som Venstre med Lars Løkke Rasmussen i spidsen så sent som i marts havde som topprioritet ved vækstplanforhandlingerne.

Håber på en chance til

En medlemsundersøgelse fra installationsbranchen fra i sidste uge viste, at mere end hver tredje af branchens virksomheder vil miste arbejdspladser, når ordningen som planlagt afskaffes til årsskiftet, skriver Tekniqs direktør Niels Jørgen Hansen i en kommentar.

- Jeg er selvfølgelig især ked af det, hvis det viser sig, at vores undersøgelse holder stik, og vi skal til at opleve afskedigelser i installationsbranchen, siger Niels Jørgen Hansen.

- Den skitse, som nu foreligger, skal danne grundlag for videre forhandlinger. Vi opfordrer derfor til, at man giver boligjob-ordningen en chance til, lyder det fra direktøren.

Formidlingsside: Utrolig trist

Også hos formidlingsvirksomheden 3byggetilbud, som arbejder med at finde håndværkere til byggeopgaver for privatpersoner, er man nervøs for, at det vil koste job og arbejde i håndværkerbranchen, at man dropper boligjobordningen.

"Det, vi hører fra vores leverandører er at håndværkerfradraget ofte er tungen på vægtskålen, når et renoveringsprojekt skal igangsættes. Afliver man håndværkerfradraget kan man meget vel også komme til at tage livet af den vækst, som mange af vores leverandører lige nu oplever," siger Maria Carlsen, der er kommunikationschef hos 3byggetilbud.

SE GRAFIK: Håndværkerfradraget forklaret.

Hos virksomheden Papiruld Danmark, der arbejder med isolering, deler man også indtrykket af, at det vil betyde nedskæringer i byggebranchen, når ordningen stopper.

"Fremadrettet er vi sikre på, at mange opgaver ikke bliver iværksat," siger Calsu Skov, adm. direktør i Papiruld Danmark.

BRANCHENYT
Læs også