Usikkert om recessionen er slut

En gruppe økonomer stiller spørgsmålstegn ved, hvorvidt eurozonen er ude af recessionen.

Økonomer kalder den nuværende situation for en 'recessions pause'. Foto: Daniel Reinhardt, picture-alliance, dpa/AP

Det sker på trods af officielle tal, der viser fire kvartaler i træk med økonomisk vækst. Væksten i økonomien og den faldende arbejdsløshed har ikke været nok til at overbevise økonomerne, der kalder den nuværende situation en 'recessions pause'. Det skriver Wall Street Journal.

Vurderingen kommer fra Center for Economic Policy Rescearchs komité, der har til opgave at fastslå perioder med ekspansion og recession. Udtalelserne kommer efter, at nye tal har vist tegn på svaghed i eurozonen økonomi, hvilket også har fået ECB til at nedsætte de ledende rentesatser.

- Komitéen vurderer, at eurozonen ikke er ude af recessionen. Det skyldes, at identifikationen af højde- og lavpunkter ikke følger en mekanisk regel, men at komitéen i stedet lægger stor vægt på bevis for vedvarende vækst, siger Philippe Weil, økonomiprofessor ved Science Po og formand for komiteen, til Wall Street Journal. Komitéen bruger ikke den gængse definition på recession som to kvartaler uden vækst i BNP, men tillægger jobmarkedet større betydning.

Lønstigninger på tværs af eurozonen er aftaget de sidste tre måneder, mens de samlede lønomkostninger stiger i et langsomt tempo, hvilket indikerer at inflationen vil forblive lav. Tal fra EU's statistiske bureau viste dog tirsdag at antallet af jobannoncer steg et smule, hvilket tyder på at arbejdsløsheden vil fortsætte med at falde de kommende måneder.

BRANCHENYT
Læs også