Kurven der giver turbulens hos SAS

Det er blevet væsentligt billigere at flyve. Det gør ondt i SAS.

Priskurven på luftfartsbefordring er dykket til laveste niveau siden 2000.  Fotocollage: epn.dk

En historisk spareplan i milliardklassen har efter blot halvandet år vist sig ikke at være nok for luftfartskoncernen SAS.

Selskabet meddelte tidligere onsdag, at det har brændt mere end 1 mia. svenske kr. (skr.) af i første halvår, og det har fået SAS-ledelsen til at lancere en ny spareplan.

Problemet for flykæmpen er, at den voldsomt intense konkurrence i branchen atter har presset flypriserne ned.

Den samme kamp

Tal fra Danmarks Statistik viser, at hvor forbrugerpriserne generelt har udviklet sig nogenlunde fladt de seneste to år, så er flypriserne dykket markant til det laveste niveau siden 2000.

"Det er den samme kamp, man har kæmpet i 15 år. SAS har været efter priskurven i årevis. Der er alt for mange tomme sæder i luften, billetpriserne falder, og det kan de ikke kompensere for," siger Sydbanks senioranalytiker Jacob Pedersen.

Den store plan

Selskabet gjorde ellers et ihærdigt forsøg, da man i november 2012 tog det helt store lønopgør med de forskellige medarbejdergrupper i SAS. Samtidig blev det besluttet at gennemføre en slankning af organisationen, der blandt andet medførte et salg af det mindre norske luftfartsselskab Widerøe for 2 mia. skr.

Samlet har planen sænket enhedsomkostningerne med 9 pct., hvilket skulle gøre SAS mere konkurrencedygtig.

Alene i år er det ambitionen, at spareplanen skal bidrage med 1,2 mia. skr. til regnskabet, og heraf er de 700 mio. skr. allerede hentet i første halvår. Næste år ventes omtrent 300 mio. skr. yderligere.

Den bedste indikator

Men det er altså ikke nok.

"Jeg troede, at det var slut med underskuddene, da man tog det store opgør i november 2012. Men den nedjustering, man lavede for fem uger siden, var den bedste indikator for, at selv det store opgør er nødlandet," siger Jacob Pedersen.

SAS vil i den seneste spareplan afskedige 300 ansatte, ligesom kundekontakten i langt højere grad skal automatiseres. Dertil kommer satsningen på nye ruter til USA og Asien og en yderligere strømlining af selskabets grund handling-enhed.

Den lave tillid

Der er altså flere knapper at dreje på i det notorisk kriseramte selskab. Målet er, at den nye nedskæringsrunde kan løfte regnskabet i 2014/2015 (næste år) med omtrent 1 mia. skr. Om det allerede kan nå at få effekt i år, hvor SAS på grund af skævt regnskabsår er halvvejs, er tvivlsomt.

Uanset hvad så er tiltroen til ledelsen i SAS ikke stor.

"Hvis man spørger, om jeg har stor tillid til, at de nye initiativer gør SAS rentabel i fremtiden, så er svaret nej," siger Jacob Pedersen.

Den skrøbelig balance

På trods af det store underskud efter første halvår er SAS dog ikke i akut fare, som det var tilfældet for halvandet år siden. Luftfartsselskabet har et finansielt beredskab på 10 mia. skr.

"Så der er penge til det, og SAS er ikke i problemer på den korte bane. Men balancen ser skrøbelig ud, egenkapitalen er lav, og der er man nødt til at få indtjeningen op i gear for at kompensere for det," vurderer Jacob Pedersen.

Udvalgte regnskabstal for andet kvartal 2013/14 fra SAS:

Mio. skr.

2. kvartal 2013/14

2. kvartal  2012/13

Omsætning

8.472

9.933

EBITDA

160

1.074

EBIT

-661

-109

Res. før skat

-1.078

-329

Nettoresultat

-800

-405

BRANCHENYT
Læs også