Mærsk konkurrent-alliance frygter ikke kinesisk nej

Containeralliancen G6, der består af seks hovedsageligt asiatiske konkurrenter til Maersk Line, venter ikke at blive berørt af, at de kinesiske myndigheder tirsdag valgte at sætte en stopper for Maersk Lines alliance-håb, P3.

Ifølge Lloyd's List venter G6-alliancen ikke at blive stoppet i deres samarbejde, efter P3-samarbejdet er blevet stoppet. Hapag-Lloyd er en del af G6-alliancen.  Foto: Ingo Wagner/AP

Det skriver shippingavisen Lloyd's List.

Ifølge "velplacerede kilder" fortæller Lloyd's List, at G6-alliancen ikke venter at blive stoppet i deres samarbejde, da de ser sig selv som anderledes end P3-samarbejdet på flere måder.

For det første er G6 allerede i operation og for det andet er G6, ifølge alliancen selv, i langt højere grad et mere traditionelt samarbejde om udnyttelse af hinandens kapacitet. Det til forskel for P3, hvor hele operationen af de fælles ruter ville blive kørt samlet.

G6 består af rederierne APL, Hapag-Lloyd, Hyundai Merchant Marine, Mitsui OSK, Nippon Yusen og OOCL.

Ud over G6 findes alliancen CKYHE, der består af Cosco, K-Line, Yang Ming, Hanjin Shipping og Evergreen Marine.

BRANCHENYT
Læs også