Flere anholdt i aktion mod social dumping

Arbejdstilsynet, Skat og politiet afslørede en række lovbrud på landets byggepladser.

Mange virksomheder på landets byggepladser overholder ikke loven. Arkivfoto: Joachim Adrian/Polfoto

Social dumping lever i bedste velgående blandt udenlandske virksomheder i byggebranchen.

Det blev bekræftet, da Arbejdstilsynet, Skat og politiet i går gennemførte en fællesaktion mod social dumping.

Her afslørede de tre myndigheder dårligt arbejdsmiljø, moms- og skattesnyd samt personer uden gyldig arbejdstilladelse.

Det var årets fjerde fællesaktion, og denne gang var fokus rettet mod udenlandske virksomheder på landets byggepladser.

76 af 79 røg i fælden

Arbejdstilsynet kontrollerede arbejdsmiljøforhold og anmeldelser til Registeret for Udenlandske Tjenesteydere (RUT). Skat kiggede moms- og skatteforholdene i sømmene og politiet tjekkede arbejds- og opholdstilladelser.

79 steder rykkede Arbejdstilsynet ud, og det medførte ikke færre end 76 reaktioner. 63 af dem for alvorlige overtrædelser af arbejdsmiljøloven, mens 16 udenlandske virksomheder ikke havde styr på deres anmeldelser i RUT.

"Vi gør i det daglige en stor indsats for at bekæmpe social dumping. Det er dog en klar styrke for indsatsen, at vi er tre myndigheder, der sammen går massivt ud i hele landet og sætte ind over for social dumping på én gang," siger tilsynschef i Arbejdstilsynet Karsten Bach Christensen.

"Vi mødte endnu engang virksomheder, der ikke var registreret korrekt, ligesom vi igen måtte skride ind over for en række arbejdsforhold, som ikke lever op til reglerne på det danske arbejdsmarked," fortæller han.

Flere anholdt

Skat fik også travlt, da man besøgte 118 virksomheder. Nogle virksomheder havde ikke opfyldt kravene til skiltning på byggepladser, og fem virksomheder var ikke momsregistrerede.

Politiet fandt frem til en enkelt EU-borger, der arbejdede og opholdt sig ulovligt i Danmark, mens en tredjelandsstatsborgere skal undersøges yderligere.

"Vi ved endnu ikke, hvad der skal ske med ham uden arbejds- og opholdstilladelse, men typisk vil personer i hans tilfælde blive hjulpet ud af landet," siger kommunikationsrådgiver hos politiet Carsten Andersen til jp.dk.

Desuden blev tre EU-borgere og tre tredjelandsstatsborgere anholdt, fordi politiet ville have kontrolleret deres identitet. De er alle løsladt igen.

Aktionen var den fjerde af i alt otte landsdækkende fællesaktioner mod social dumping.

BRANCHENYT
Læs også