Centralbank foretager nyt indhug i pengemarkedet

Den amerikanske centralbank skruer som ventet endnu mere ned for de økonomiske lempelser.

Centralbankchef Janet Yellen vil holde renten på et lavt niveau i lang tid. Foto: AP/Charles Dharapak

Los Angeles

Den amerikanske centralbank Federal Reserve System, (Fed). strammer yderligere op ved at nedtrappe støtteopkøbene af statsobligationer, der har holdt en kunstig hånd under alverdens finansmarkeder.

Centralbanken med Janet Yellen i spidsen meddeler efter et møde onsdag, at den – helt efter planen – nu for femte gang trækker 10 mia. dollars ud af pengemarkedet fra næste måned.

Ingen udsigt til rentestigning

Opkøbene er dermed reduceret fra 85 mia. dollars om måneden nu til nu 35 mia. dollars, og dermed fortsætter banken med at skrue ned for de milliardstore månedlige støtteopkøb af statsobligationer i en afvikling af et af verdenshistoriens største økonomiske eksperimenter.

Trods indikationer på stigende inflation vurderede mange eksperter på forhånd - på baggrund af tidligere meldinger - at renten ville forblive lav og først vil blive hævet om mindst et år.

I meddelelsen onsdag siger centralbanken da også, at den vil holde renten på et lavt niveau ”i længere tid” efter opkøbsprogrammets afvikling.

Væksten nedjusteres

Centralbanken bemærker sig, at væksten og den økonomiske aktivitet er steget de seneste måneder, men den dæmper samtidig forventningen til den samlede årlige vækst i 2014 fra 3 pct. til nu et sted mellem 2,1 og 2,3 pct.

Den regner samtidig med, at inflationen ved årets udgang vil ligge et sted på mellem 1,5 – 1,7 pct. Det er fortsat under det mål, som centralbanken sigter efter med det lave renteniveau.

BRANCHENYT
Læs også