Danske priser stiger mindre end vores naboers

Inflationen herhjemme er noget lavere end i resten af Europa.

Fem års krise har betydet mange tabere og kun få vindere i detailhandlen. Foto: Jan Dagø

De danske priser steg med 0,3 pct. i maj. I gennemsnit steg de europæiske priser med 0,6 pct. Det viser nye tal fra Danmarks Statistik.

Umiddelbart lyder det som gode nyheder, for det betyder, at de danske forbrugere kan få mere ud af deres indkomst, når priserne ikke ryger i vejret.

Men den lave inflation bekymrer flere økonomer.

"Inflationen kan godt blive for lav, og hvis priserne ligefrem begynder at falde, kan det få alvorlige konsekvenser for økonomien," siger Camilla Skovsbo Erichsen, som er forbrugerøkonom i Sydbank.

Ikke risiko for deflation

Herhjemme er bekymringen dog ikke så stor. I Danmark er der ikke tale om decideret deflation, som flere sydeuropæiske lande i øjeblikket kæmper med. Grækenland er hårdest ramt, hvor priserne er faldet med mere end 2 pct. fra maj 2013 til maj 2014.

Det forventes ikke, at Danmark risikerer reelle prisfald.

"I lighed med Nationalbanken tror vi ikke, at der er deflation på vej til Danmark. Vi forventer, at inflationen herhjemme vil stige i løbet af i år og næste år, så vi for 2014 som helhed vil have en inflation på godt 1 pct., og på omkring 1,7 pct. i 2015," siger Camilla Skovsbo Erichsen.

Hjælper konkurrenceevnen

Den danske inflation var i maj lavere end i april, hvor priserne steg med 0,5 pct. Den lave inflation kan på trods af bekymrede miner fra økonomer også være en fordel for Danmark.

"Den lave danske inflation betyder, at de danske forbrugere får mere for deres penge end den gennemsnitlige europæiske forbruger, og samtidigt er det også en hjælpende hånd til den danske konkurrenceevne," siger Ulrikke Ekelund, som er cheføkonom i BRF Kredit.

Hun påpeger, at det betyder, at de danske lønmodtagere kan opnå en reallønsfremgang selv med mindre lønstigninger.

Bonus på sommerferien

Generelt er den danske inflation lavere end i resten af EU, hvor priserne steg med 0,6 pct. i maj. I Euro-området steg priserne med 0,5 pct.

Det er især lande som Østrig, Luxembourg og Rumænien, som hiver den samlede inflation i vejret. I Østrig steg priserne med 1,5 pct.

Til gengæld falder priserne i lande som Cypern, Portugal og Rumænien. Det kan få betydning for danskerne i sommerferien.

"Flere af danskernes foretrukne sommerferiemål som for eksempel Bulgarien, Portugal og Cypern er ramt af deflation, hvilket betyder, at danskere, der i år holder ferie i disse områder, vil opleve, at pengene rækker længere," siger Ulrikke Ekelund.

BRANCHENYT
Læs også