B&O-chef: Vi har de bedste produkter i 10 år

B&O er klar til ny fase. Nu skal der langes flere tv og musikanlæg over bordet.

Beovision Avant blev præsenteret den 8. maj, og Bang & Olufsen har fra starten oplevet ganske god interesse. Bang & Olufsen

Efter en lang periode i slumretilstand er hifi- og tv-selskabet Bang & Olufsen (B&O) klar til at sætte farten op.

Selskabet gik torsdag i gang med at undersøge muligheden for en kapitaltilførsel, der kan sikre et trecifret millionsbeløb.

Og det er ikke tanken, at pengene skal samle støv i Struer. De er i stedet øremærket en række investeringer, der kan bidrage til et øget salg.

"Tidspunktet er det rigtige for os. Vi er færdig med de første tre år af en seks-årig strategi, og vi er nu på vej ind i fase to," fortæller Bang & Olufsens adm. dirktør Tue Mantoni til epn.dk.

Næste fase

Han er ikke meget for at gå i detaljer med den næste fase i strategiplanen "Leaner, faster, stronger" før den 13. august, når den skal afsløres i forbindelse med offentliggørelsen af årsregnskabet.

Hvis man spørger forhandlerne, så vil de sige, at vi har de bedste produkter i 10 år.

Adm. direktør i Bang & Olufsen Tue Mantoni

Direktøren lægger dog ikke skjul på, at man nu skal til at kapitalisere på det, som man har arbejdet på de seneste tre år, siden Tue Mantoni overtog et selskab i store problemer.

"Vi har i dag en langt stærkere platform på to områder. Hvis man spørger forhandlerne, så vil de sige, at vi har de bedste produkter i 10 år. Desuden har vi et forhandlernetværk, der er langt stærkere," siger Tue Mantoni.

Nye produkter

B&O har det seneste år lanceret en højttalerserie baseret på en opsigtsvækkende trådløs teknologi, ligesom man i maj sendte en ny og moderne udgave af tv-klassikeren Beovision Avant på markedet.

Mens højttalerne angiveligt allerede sælger godt, ventes det samme at blive tilfældet med tv'et.

Dertil kommer, at man har trimmet distributionsnettet, hvor de 200 svageste butikker er skåret fra, så man i dag har 692 B&O-butikker over hele verden, og den strategi ser ud til at virke. Alene i fjerde kvartal løftede hver butik sit salg med 21 pct.

Stort potentiale

Det er den udvikling, der gør, at Tue Mantoni fortsat tror på, at selskabets omsætning kan løftes fra de aktuelle knap 3 mia. kr til et sted mellem 8 og 10 mia. kr. over en årrække.

"Prøv og gå ind til en B&O-forhandler, kig på produkterne og kvaliteten af de mennesker, der arbejder der, så vil man kunne se, at vi har et stærkt fundament at bygge på. Hvis vi kan blive ved at løfte innovationsniveauet og udvide i lande, hvor vi ikke er så stærke, så er der et stort potentiale," siger Tue Mantoni.

Penge eller ej

Det er endnu ikke besluttet, om man gennemfører kapitaltilførslen. Det afhænger af efterspørgslen, og skulle det ikke blive aktuelt med de friske penge, så vil der være dele af den kommende strategi, som skal skæres bort.

"Får vi ikke pengene, så har vi den strategi, vi har på skrivebordet i dag, men så er der konkrete initiativer bl.a. omkring hastigheden på udrulningen af B&O Play og nogle af de geværgreb, vi gerne vil tage i USA, som vi enten ikke kan gøre eller må gøre senere," forklarer han.

Selskabets omsætning voksede i fjerde kvartal til 801 mio. kr., hvilket er en fremgang på 8,2 pct.

Ser man på hele året, har den jyske teknologiproducent solgt for 2.864 mio. kr. i år sammenlignet med 2.814 mio. kr. i fjor. Det er en mindre fremgang på 1,8 pct.

Driftsresultatet (ebit) ventes dog at lande omkring et nul.

BRANCHENYT
Læs også