Blackberry tabte mindre end ventet

Telefonproducenten Blackberry kom nogenlunde helskindet ud af første kvartal af det forskudte regnskabsår 2014/15, hvor underskuddet blev mindre end ventet blandt analytikerne.

Torsdag blev Blackberrys regnskab for første kvartal af det forskudte regnskabsår 2014/15 offentliggjort.  Foto: Geoff Robins/AP

Blackberry omsatte for 966 mio. dollar i kvartalet mod ventet 954 mio. dollar blandt analytikerne ifølge estimater indsamlet af Bloomberg News. Det blev omsat til et justeret resultat per aktie på minus 11 cent mod et ventet underskud på 25 cent per aktie.

Blackberrys topchef, John Chen, der kom til i november sidste år, har udstukket et mål om, at selskabet igen skal være overskudsgivende ved udgangen af regnskabsåret 2015/16, blandt andet ved at flytte fokus fra Blackberrys skrumpende markedsandel for smartphones og i stedet fokusere på andre trådløse løsninger.

Med resultaterne i første kvartal er den målsætning rykket noget tættere på for Blackberry, der belønnes med en stigning på 7 pct. til 8,88 dollar i torsdagens amerikanske formarked.

BRANCHENYT
Læs også