Video får nettrafik til at gå amok

Allerede i 2018 ventes internettrafikken at være tredoblet.

Tjeneste som Netflix vil fremover stille stignede krav til nethastighederne. Foto: Netflix/AP

Bliver nettrafikken i fremtiden som myldretidstrafikken til og fra København allerede er nu?

"Næppe", mener energiselskaberne, der med deres fibernet mener at have hul nok til, at filmoplevelser ikke også bliver med "stop and go".

Men trængsel bliver der på internettet. It-virksomheden Cisco vurderer, at nettrafikken i 2018 vil være tredoblet.

Det vil især skyldes videotjenester som Netflix, YouTube og Skype, der om fire år ventes at tegne sig for 80 pct. af al ip-trafik. Samtidig er det ny tv-format 4K på vej, og det vil presse båndbredden yderligere op.

Voldsom stigning

Cisco har netop frigivet sin årlige udgave af Visual Networking Index (VNI). Cisco er en af verdens største leverandør af bl.a. netværks-infrastruktur og udstyr til videokonferencer.

"Der er ingen tvivl om, at vi i de kommende år vil opleve en voldsom stigning i nettrafikken. Det skyldes især underholdningsindustrien og de mange videotjenester, men også udbredelse af eksempelvis telemedicin via videolink. Skype-tjeneste vil også blive en stor faktor," vurderer Christian Berg, der er chefkonsulent hos Dansk Energi.

Derfor mener han også, at regeringens målsætning fra 2013 om, at alle danskere i 2020 skal have adgang til mindst 100Mbit/s downloadhastighed og mindst 30 Mbit/s upload måske er for uambitiøs.

Behov for højere hastigheder

"Den typiske hastighed for fiberkunder er i dag 50/50 Mbit/s, og hvis alle i en typisk familie på to voksne og to børn skal se video samtidig, skal der noget båndbredde til. Derfor bør man måske fra politisk side overveje, om man ikke skal hæve ambitionerne," siger Christian Berg.

Han mener, at der inden for ganske få år vil være behov for højere hastighed end de 100 Mbit/s.

"Danskerne er nogle af de mest it-parate i verden, og vi er hurtige til at tage ny teknologi i brug. I udlandet begynder man også at tale om Gbit-forbindelser," tilføjer Christian Berg.

Hurtigere kabelforbindelser

Med sin baggrund i Dansk Energi, der er interesseorganisation for energiselskaberne, taler han selvfølgelig for fibernettets fortræffeligheder frem for teleselskabernes kobbernet.

"Fibernettet har ingen begrænsninger. Der kan være nogle begrænsninger i boksene ude hos de enkelte kunder, og der kan også være noget grej, der skal opgraderes i nogle teknikhuse. Men der skal ikke graves igen, og det er det, der koster spidsen af en jetjager," siger Christian Berg.

Undersøgelsen fra Cisco forudser, at 88 pct. af ip-trafikken hentes via kabel eller Wifi i 2018, mens det mobile bredbånd kun vil tegne sig for 12 pct.

"Mobilt bredbånd er et både fantastisk og uundværligt gode, men for de fleste mennesker vil det ikke kunne erstatte en kabelforbindelse. Derfor vil der stadig være en udfordring i at få de høje fiberhastigheder ud i alle egne af landet. Det gælder ikke kun de tyndt befolkede områder, men i høj grad også i byerne," siger Christian Berg.

BRANCHENYT
Læs også