Aktier Europa: Fed-understøttet optur med Rolls-Royce i front

De europæiske aktiemarkeder ligger torsdag eftermiddag med moderate stigninger efter at den amerikanske centralbank onsdag aften i forbindelse med rentemødet fastslog, at den vil fastholde den lave rente i en længere periode.

Dax-indekset stiger 0,7 pct. til 10.004 og Ftse-indekset løftes 0,7 pct. til 6827. Det franske Cac-indeks ligger 0,9 pct. højere i 4569.

Rolls-Royce stiger 6,0 pct. til 1070,64 pence. Den britiske fly- og skibsmotorproducent planlægger at tilbagekøbe aktier for 1 mia. pund, hvilket dog er afhængig af frasalget af Energigasturbine og kompressorforretningen til Siemens, der ventes afsluttet inden udgangen af 2014. Selskabets anlægsinvesteringer (Capex) ventes drevet ned mod 4 pct. af de underliggende indtægter over de næste tre til fem år sammenlignet med 4,9 pct. i regnskabsåret 2013.

De cykliske aktier klarer sig rigtig godt efter den amerikanske centralbanks meldinger onsdag aften. Minegiganten BHP Billiton løftes 2,1 pct. til 1913,50 pence og Rio Tinto stiger 0,9 pct. til 3108,50 pence.

Electrolux-aktien ligger torsdag eftermiddag med en stigning på 2,7 pct. i 164,50 skr. Koncernchef Keith McLoughlin fra den svenske producent af hårde hvidevarer Electrolux fremhæver, at Europa er vidne til et opsving i efterspørgslen ledet af Storbritannien.

BT Group stiger 1,6 pct. til 391 pence efter at de britiske konkurrencemyndigheder (Ofcom) i dag har meddelt, at de ikke ser nogen grund til at handle imod teleselskabet i undersøgelsen af forskellen mellem engros- og detailprisen for bredbåndstilslutningen. Finanshuset Espirito Santo pointerer, at konkurrencemyndighedernes dom var som ventet, selvom det stadig giver en vis lettelse. 

Saint-Gobain stiger 2,8 pct. til 43,71 euro efter at den franske byggematerialeproducent har fået godkendt salget af sin glascontainerdivision til Ardagh af de amerikanske myndigheder og efter at finanshuset Berenbergs analytiker har spist middag med ledelsen, hvor der meldtes om et fortsat opsving på de fleste markeder. Berenberg meddeler, at Saint-Gobain fremhæver en fortsat forbedring i USA, underliggende vækst uden for Frankrig i Europa og vækst på emerging markets.

Air France falder 2,1 pct. til 9,94 euro og Ryanair stiger 0,1 pct. til 6,88 euro. Det schweiziske finanshus UBS vurderer, at det europæiske opsving bør fortsætte med at drive trafikvæksten, og her ventes lavprisluftfartsselskaberne at fortsætte med at vokse hurtigere end markedsvæksten, idet de tager markedsandele fra de nationale luftfartsselskaber. Finanshuset sænker anbefalingen på Air France til sælg fra neutral, mens anbefalingen på det irske lavprisselskab Ryanair løftes til køb fra neutral.

BRANCHENYT
Læs også