B&O-boss må kigge længere efter milliarder

Sammen med anden fase i strategiplan kommer B&O formentlig til at opdatere målsætning.

Beosound 5. Foto: Anders Hermansen

Ambitionerne var ganske store på ledelsesgangen hos det danske teknologiselskab Bang & Olufsen (B&O), da man i 2011 lancerede sin "Leaner, faster, stronger"-strategi.

Det helt store mål var en tredobling af omsætningen over en periode på fem år, så man i 2017 skulle sælge produkter for 8-10 mia. kr.

Men krisen har været længere end ventet, og konkurrenter fra ikke mindst Asien har taget godt for sig af markedet for elektronik, så B&O i dag "blot" omsætter for godt 2,8 mia. kr.

Fakta

Omsætningen i B&O (mio. kr.)

2013/2014 2.864*
2012/2013 2.814
2011/2012 3.008
2010/2011 2.867
2009/2010 2.762
2008/2009 2.790

* Foreløbig opgørelse

Horisonten forlænget

Siden strategien første gang blev formuleret offentligt har B&O-chef Tue Mantoni allerede én gang forlænget fristen til 2018, og noget kunne tyde på, at det kommer til at ske igen.

Når han den 13. august præsenterer fase to af den seks-årige strategi, så vil målene for strategien også være på dagsordenen.

"Jeg vil helst ikke ændre på det, jeg kalder det fulde potentiale, men horisontmæssigt kommer det til at tage længere tid, end vi oprindelig havde sagt," siger Tue Mantoni til epn.dk.

Dermed er topchefen på linje med analytikerne, der længe har afvist, at B&O allerede i 2017 kunne nå den målsatte omsætning.

Vil investere i selskabet

I de kommende uger og måneder frem til midten af august vil selskabet bruge tiden på at undersøge, om der er tilstrækkeligt mange større investorer, som vil skyde penge i selskabet i forbindelse med en såkaldt accelereret bookbuilding.

Målet er et trecifret millionbeløb, der skal investeres i distribution og marketing samt en "revitalisering" af selskabets brand.

Dertil kommer, at B&O vil fastholde et højt niveau af forskning og udvikling for at styrke produktporteføljen, ligesom man planlægger at udvide i USA og i forbindelse med tredjepartsdistributionen af B&O Play.

Tror på et stort potentiale

Om det er nok til en tredobling af omsætningen, er uklart, men i Struer tvivler man ikke på, at selskabet rummer et stort potentiale.

"Vi tror på, at der på langt sigt er et stort potentiale for Bang & Olufsen, og vi tror på, at hvis vi gør det rigtige med produkterne og med distributionen, så er der mulighed for at bygge en stor og stærk virksomhed på et tidspunkt," siger Tue Mantoni.

BRANCHENYT
Læs også