Aktier USA: Opturen fortsætter med BlackBerry i front

De amerikanske aktiemarkeder åbner torsdag med små stigninger efter at S&P 500-indekset onsdag satte endnu en lukkekursrekord efter at centralbankchef Janet Yellen signalerede lave renter i en længere periode.

Dow Jones-indekset uændret i 16.906 og S&P 500-indekset løftes 0,1 pct. til 1959. Det teknologitunge Nasdaq-indeks åbner 0,2 pct. højere i 4370.

BlackBerry stiger 12,0 pct. til 9,28 dollar. Den canadiske smartphoneproducent har aflagt regnskab for det forskudte første kvartal, hvor omsætningen var bedre end ventet og tabet var mindre end ventet, idet den nye chef har skåret omkostningerne og solgt divisioner fra. BlackBerrys omsætning faldt 1 pct. i første kvartal til 966 mio. dollar, hvilket er over analytikernes forventning på 954 mio. dollar. Indtjeningen eksklusive ekstraordinære poster blev på et tab på 11 cent per aktie sammenlignet med analytikerkonsensus på et tab på 25 cent per aktie. Bruttomarginalen er forbedret til 48 pct. fra 43 pct. for kvartalet for inden.

KBR inc. åbner 9,7 pct. lavere i 23,77 dollar efter at det amerikanske olieserviceselskab, der tidligere har været et datterselskab under Halliburton, har aflagt regnskab for det forskudte første kvartal, hvor det bliver til et uventet tab og omsætningen skuffer også. Selskabet meddeler også, at det skal gennemgå en strategisk gennemgang af sine forretninger.

FedEx falder 1,0 pct. til 147,54 dollar og aktierne i den amerikanske pakkepostgigant tager sig dermed en puster efter onsdagens optur på 6,2 pct. i kølvandet af det bedre end ventede regnskab. Torsdag har det canadiske finanshus RBC Capital hævet anbefalingen på aktien til sector perform fra underperform med et kursmål på 155 dollar.

Oracle stiger 0,6 pct. til 43,05 dollar. Den amerikanske softwarekoncern Oracle, som er direkte konkurrent til tyske SAP, fremlægger regnskab for det forskudte fjerde kvartal i torsdagens amerikanske eftermarked. Analytikerne venter et salg på 11,47 mia. dollar og en indtjening eksklusive ekstraordinære poster på 95,5 cent per aktie.

Der er torsdag eftermiddag kommet tal for det amerikanske arbejdsmarked, hvor antallet af nye ansøgere af arbejdsløshedsunderstøttelse frem til den 14. juni faldt en lille smule mere end ventet. Antallet af nye ansøgere af arbejdsløshedsunderstøttelse viste et fald til 312.000, hvilket var under analytikerkonsensus på 313.000.

BRANCHENYT
Læs også