Aktivistisk storinvestor kræver discountbutik sat til salg

Der er kommet røre i discountkæden Family Dollar, efter at den amerikanske storinvestor Carl Icahn for nylig købte sig til en stor ejerpost i selskabet på knap 10 pct.

Foto: Ann Hermes, The Christian Science Monitor/AP

Torsdag afslørede Carl Icahn sine planer for Family Dollar i et brev til topchef Howard Levine, som han opfordrer kraftigt til at gå efter at sælge hele kæden.

- Der ville være væsentlig interesse fra strategiske og finansielle købere, som kunne realisere enorme synergier fra et køb, skriver Carl Icahn blandt andet i brevet ifølge Bloomberg News.

Et "overvældende flertal" ville desuden støtte et salg, anfører han.

Family Dollar, der driver discountforretninger i hele USA og har omkring 34.000 ansatte, steg omkring 15 pct. på børsen, da Carl Icahns investering kom frem tidligere på måneden. Torsdag steg den ifølge New York Times 2,7 pct. i eftermarkedet, da brevet kom frem. Der spekuleres blandt andet i, at en fusion med konkurrenten General Dollar kunne løfte de to selskabers værdi.

Family Dollar-topchef Howard Levine, der er søn af selskabets stifter, og resten af selskabets top anses dog ikke som særligt interesseret i at sælge. Efter Icahns investering indførte bestyrelsen en såkaldt "giftpille" i form af en særplan, som forhindrer én aktionærer i at eje mere end 10 pct. af selskabet.

Carl Icahn er blevet beskrevet som USA's største aktivistinvestor og blev angiveligt brugt som inspiration til figuren Gordon Gekko fra 80'er-filmen Wall Street. Han har blandt andet engageret sig i kampe med Apple, Netflix, Dell og Ebay i forsøg på at hive mest mulig værdi ud til aktionærerne.

BRANCHENYT
Læs også