Obligationer åbning: Renter lidt op fra start

Det danske obligationsmarked er fredag åbnet med små rentestigninger efter relativt klare rentefald torsdag, da markedet justerede ind i forhold til meldingerne fra den amerikanske centralbank onsdag aften.

Den 10-årige danske rente faldt torsdag 6 basispoint til 1,34 pct., som er var det laveste renteniveau i et års tid, men fredag morgen er renten på papiret steget 2 basispoint til 1,36 pct.

Udviklingen kommer efter rentestigninger i USA torsdag aften, da det amerikanske finansministeriums salg af 7 mia. dollar 30-årige indeksobligationer resulterede i en højere rente end ventet.

Fredag morgen handles T-bonden i Tokyo i en rente på 2,62 pct. mod et niveau på 2,58 pct. ved dansk børslukketid torsdag.

Største fokuspunkt fredag er tal for forbrugertilliden i eurozonen, og den ventes at vise en forbedring til minus 6,5 fra minus 7,1 måneden før. Det viser estimater fra Bloomberg News. Holder det stik, vil tilliden være blevet forbedret i fire måneder i træk.

- Det er der flere årsager til såsom meget lave renter, fremgang på arbejdsmarkedet, at huspriserne ikke længere er ude i frit fald, og at gældskrisen er trådt i baggrunden. Hertil kommer, at vækstudsigterne for eurozonen er blevet bedre. Endelig er der i øjeblikket tale om reallønsfremgang i eurozonen, og det må også påvirke forbrugerne i positiv retning, skriver Sydbank i sin morgenberetning.

Der er ingen nøgletal fra USA fredag.

BRANCHENYT
Læs også