Få 10 pct. rabat på din nye bolig

Stort set alle må give rabat, hvis de vil af med deres bolig. Men der er forskel på hvor stor.

Der dømt storudsalg på det danske boligmarked. Det er nemlig nødvendigt at give store rabatter for at få solgt boligen, viser Boligmarkedsstatistikken for 1. kvartal.

Rabatten på et gennemsnitligt parcelhus er 10,9 pct. Ejere af fritidshuse har givet en rabat på 15,2 pct. Rabatten skal forstås som den forskel, der er på udbudsprisen og den reelle salgspris.

Rabatten på et gennemsnitsparcelhus på 140 kvm betyder meget i kroner og øre. For den er et udtryk for, at prisen er sat 190.000 kr. for højt.

Rabatten på ejerlejligheder er 6,1 pct., og det er ikke overraskende, da ejerlejlighedsmarkedet længe har klaret sig bedst.

Se rabatterne her

"Det er i sagens natur klart, at der altid vil være store forskelle omkring disse gennemsnit, og der er boliger der sælges til første udbudspris, og boliger der sælges med en langt større priskløft end, hvad gennemsnittet antyder," siger cheføkonom i Realkredit Danmark, Christian Hilligsøe.

Han har bearbejdet tallene fra Boligmarkedsstatistikken. De viser, at der er ekstremt store forskelle på tværs af landet. Boligsælgerne på Lolland måtte i årets første kvartal lade sig nøje med en salgspris, der lå 32 pct. under udbudsprisen.

"I det hele taget afspejler toppen af listen flere af de områder i landet, hvor boligkrisen stadig kradser, og de store nedslag skal formentlig også henføres til, at der generelt er lange salgstider i disse områder. I hvert fald er der en tydelig sammenhæng mellem store nedslag og lange salgstider," siger Christian Hilligsøe Heinig.

Også rabat i København

Det er derfor heller ikke overraskende at konstatere, at bla. kommuner i Københavnsområdet placerer sig med de laveste nedslag i udbudsprisen. Lavest nedslag finder vi i Vallensbæk, Tårnby og Glostrup, hvor salgsprisen på det gennemsnitlige parcelhus ender i omegnen af 5 pct. under første udbudspris. Det svarer til et prisnedslag på cirka 115.000-130.000 kr. for et parcelhus på 140 kvm i disse områder.

Så selv i de attraktive områder er der altså tale om en rabat.

Og tallene betyder, at man som boligkøber skal være kritiske over for udbudspriserne, mener Christian Hilligsøe Heinig.

Se kritisk på priserne

"Tallene understreger, at det er vigtigt, at man som potentiel boligkøber fortsat er kritisk på udbudspriserne, for de sættes stadigvæk relativt højt. Det er dog klart, at man heller ikke bør have en automatreaktion, der tilsiger, at man skal have i omegnen af 10 pct. i nedslag på udbudsprisen før et køb, da der kan være store variationer i prissætningen fra bolig til bolig," siger Christian Hilligsøe Heinig, der beskriver situationen som lidt af en balancegang.

"I første omgang kan der være hjælp at hente fra den offentlige adgang til salgspriser på boligmarkedet i ens område - det kan i bedste fald give en nogenlunde indikation på markedsniveauet," lyder rådet fra cheføkonomen.

BRANCHENYT
Læs også