Aller har købt endnu et rejsebureau

Aller fortsætter sit indtog i rejsebranchen. Ambitionen for rejsedivisionen er at nå en omsætning på 1 mia kr. i 2018.

Aller Media har foretaget sit andet rejseopkøb. Denne gang er det Kulturrejser Europa, der er blevet en del af mediekoncernen.  Foto: Stine Bidstrup

Aller Media har i går, torsdag, opkøbt aktiemajoriteten i det københavnske rejsebureau Kulturrejser Europa.

Det er bladhusets andet rejseopkøb: Sidste sommer købte Aller 70 pct. af Nyhavn Rejser - bladhusets første skridt ind i rejsebranchen og grundstenen til en helt ny forretningsdivision, der formelt intet har med medier at gøre: Aller Leisure.

”Vores ønske og ambition er at skabe en vifte af rejseudbydere, der giver et godt match til vores læsere. Kulturrejser Europa har et godt kulturelt indhold, stabilt indtjening og en ledelse, vi kommer godt ud af det med,” siger direktør for Aller Leisure, Rikki Sølling.

Handelsprisen for de 95 pct. af aktierne i det danskejede selskab er ikke offentliggjort.

Mindre forretning

Kulturrejser Europa er et mindre rejseselskab og rokker ikke i første omgang afgørende ved Allers hovedtal.

Rejseselskabet havde i 2013 13 ansatte, en omsætning på 80 mio. kr. og et resultat før skat på 4,8 mio. kr.  Altså en noget mindre investering end Nyhavn Rejser, der føjede 64 ansatte og en anslået omsætning på 300 mio. kr. til koncernen.

”Det er rigtigt at Kulturrejser Europa ikke er nogen stor virksomhed, men vi har købt den alligevel, fordi matchet er så godt både i Danmark og i Norge og Sverige.  Ambitioner er, at vi i løbet af en årrække kan fordoble omsætningen (altså til 160 mio. kr.  red.). Vi forventer, at Leisure næste år (rengskabsåret 2014/15, red.) vil have en samlet omsætning på 0,5 mia. kr.,” siger Rikki Sølling.

Anden type rejser

Kulturrejser Europa sælger udelukkende grupperejser i Europa og primært til et lidt ældre segment, mens Nyhavn Rejser stort set udelukkende sælger individuelle rejser til oversøiske rejsemål, altså rejser på et lidt andet prisniveau.

Opkøbet kan på den led synes at ramme læserne på titler som Familie Journal, Billed-Bladet og  ugebladet Søndag bedre.

”Der er et stykke vej fra en traditionel Aller-kernelæser til Nyhavn Rejser, selv om der også er en række af vores læsere, som Nyhavn Rejser rammer rigtig godt. Kulturrejser Europa har et bedre match med mange af kernelæserne. Rejserne der er meget fokuserede på samvær, aktiviteter, god mad og vin og også temaer som bolig og have, indretning og shopping. Alle de temaer, som vi også bruger en del plads på i vores medier,” siger Rikki Sølling.

Opkøbet vil ikke føre til organisationsændringer, melder Aller. Den adm. direktør i Kulturrejser Europa, Mikkel Blom, vil blive på posten.

Flere opkøb på vej

Allers rejseopkøb stopper ikke her.

”Vi kommer til at fortsætte en relativt offensiv vækststrategi i Aller Leisure og har også nu flere rejseselskaber i kikkerten. Ambitionen er at nå en omsætning i Leisure på 1 mia. kr. i 2018,” siger han.

Det vil altså udgøre en væsentligt del af forretningen, der samlet i norden havde en omsætning på 4,2 mia. kr. i 2012/13. Og der er penge nok at købe for i Aller-koncernen, hvis egenkapital i sidste årsrapport var opgjort til 4,1 mia. kr.

BRANCHENYT
Læs også