Obligationer: Renteløft trods skuffende nøgletal

Rentestigningerne på det danske obligationsmarked holdt ved fredagen igennem, selv om kurven led et mindre knæk ud på eftermiddagen, da forbrugertilliden i eurozonen skuffede i den foreløbige juni-opgørelse.

Renten på den toneangivende danske statsobligation med udløb i november 2023 endte med en stigning på 3 basispoint til 1,37 pct., efter at renten tog et dyk torsdag i kølvandet på udtalelserne fra den amerikanske centralbank, Federal Reserve, onsdag aften.

Fra morgenstunden viste det danske detailsalg sig bedre end ventet i maj, mens forbrugertilliden for juni ligeledes overraskede positivt.

Detailsalget steg med 0,4 pct. i maj sammenlignet med april, og det var bedre end ventet blandt økonomerne, der ifølge estimater indsamlet af Ritzau Finans havde sigtet efter en fremgang på 0,3 pct.

Forbrugertilliden steg til 9,3 i juni fra 7,8 måneden før, og det var lidt af en overraskelse for økonomerne, der ifølge Ritzau Finans' estimater havde ventet et fald i forbrugertilliden til 7,0.

Fra den lidt større scene var dagens højdepunkt opgørelsen af forbrugertilliden i eurozonen i juni. Den skuffede ved at falde, og dermed kunne der ikke sættes kryds ud for fjerde måned i træk med fremgang trods økonomernes forventninger herom.

Den foreløbige juni-forbrugertillid faldt til minus 7,4 fra minus 7,1 i maj, mens økonomerne ifølge estimater indsamlet af Bloomberg News havde ventet en fremgang til minus 6,5. Opgørelsen gav let faldende renter, men den samlede stigning holdt dog ved.

BRANCHENYT
Læs også