Asien: Overraskende gode PMI-tal fra Kina og Japan

Kina og Japan har mandag morgen leveret brændsel til stigninger på aktiemarkedet i form af PMI-indeks, der overraskede positivt.

Foto: Shizuo Kambayashi/AP

Indkøbschefernes humør i industrisektorerne i de to store asiatiske økonomier var noget bedre end ventet i juni i følge de foreløbige opgørelser og gik fra at indikere tilbagegang til fremgang.

Det kinesiske PMI-indeks, opgjort af storbanken HSBC, landede på 50,8 - en pæn stigning fra 49,4 i maj og en overraskelse for økonomerne, der i snit ventede indeks 49,7 ifølge Bloomberg News. Det var første gang i seks måender indekset var over indeks 50.

Indekset var især båret frem af den indenlandske efterspørgsel, et indsatsområde for de kinesiske politikere, mens eksporten ikke var helt så prangende.

- Faldet i PMI var en af årsagerne til den meget bekymring tidligere i år for vækstudsigterne i Kina. Nu ser det ud til, at det officielle mål for BNP-væksten på 7,5 pct. for i år alligevel er inden for rækkevidde, kommenterer seniorøkonom Bjarke Roed-Frederiksen fra Handelsbanken.

I Japan steg indekset til 51,1 fra 49,9, og det var også en markant overraskelse i forhold til markedsestimatet på 50,1 ifølge Bloomberg.

- I Japan præger momsforhøjelsen 1. april stadig tallene, men det faktum at indekset er tilbage over 50 efter kun to måneder under 50 er godt nyt for den japanske økonomi, hvor mange havde frygtet, at momsforhøjelsen ville sende Japan tilbage i en længere varende recession efter den imponerende vækst på 6,7 pct. i 1. kvartal, skriver seniorstrateg Henrik Drusebjerg fra Nordea i en kommentar.

For begge indeks indikerer et tal over 50, at der generelt set er fremgang i industrien.

BRANCHENYT
Læs også