Samsung trækker sig fra havvind

Den koreanske industrikæmpe har ellers investeret stort i udviklingen af en 7 megawatt offshoremølle.

Billede: Samsung Heavy Industries

Meget tyder på, at Siemens, MHI Vestas, Alstom, Areva og Senvion får en konkurrent mindre i kampen om fremtidens havmølleordrer.

Ifølge branchemediet Recharge har koreanske Samsung nemlig lagt sin satsning på is, og der er ikke udsigt til, at planerne ændres foreløbig.

Trækket må anses som ganske overraskende i lyset af, at koreanerne er ganske langt fremme i udviklingen af en 7 megawatt havmølle, som selskabet ville rulle ud i de europæiske farvande.

Den store vindmølle, som danske SSP Technology har leveret rekordlange vinger til, kom ellers op at snurre i Skotland før Vestas fik sin V164'er på plads i Nordjylland, og koreanerne mødtes tidligere i år med Dong Energy i København.

Dong i dialog med Samsung om ny havvindmølle

Ikke kun møller

Samsung, der med flere end 400.000 ansatte, har tidligere beskrevet, at ambitionen på vindmarkedet er at blive såkaldt turnkey-leverandør frem for blot at levere vindmøller. Det er den samme strategi som franske Alstom går efter, mens Vestas udelukkende fokuserer på møllen.

Starten for Samsung har været at tilbyde et fundament til selskabets 7 MW-mølle, men på præsentationer i Europa har konglomeratet også luftet interessen for at drive egne installationsfartøjer, som man i dag bygger for andre.

Rationalet i Korea synes at være, at hvis syv forskellige firmaer skal involveres for at installere en vindmølle, kan der ske uforudsete ting. Det kan i bund og grund være uklart, hvem der har ansvaret for hvad, og derfor risikerer omkostningerne at løbe i vejret, fordi alle lurepasser lidt.

EnergiWatch arbejder på en kommentar fra Samsung.

BRANCHENYT
Læs også