Advokatregning runder 175 mio. kr. i Finansiel Stabilitet

Finansiel Stabilitet har nu brugt 175 mio. kr. på advokatundersøgelser og erstatningssager.

Foto: Niels Hougaard

Det er dyrt at være finansiel oprydder. Finansiel Stabilitet (FS) har således i sine kun knap seks leveår brugt 175 mio. kr. på advokater, skriver Berlingske Business.

Der er lavet 12 advokatundersøgelser af de krakkede banker - det har kostet 70 mio. kr. Og så er der brugt 105 mio. kr. på erstatningssager. Direktør i FS Henrik Bjerre-Nielsen siger, at man ikke tager hensyn til betalingsevnen hos dem, man anlægger erstatningssagerne mod.

"Vi vurderer, at der er en præventiv effekt og en samfundsmæssig interesse i at få afklaret, om de tidligere ledelser i de nødlidende pengeinstitutter har pådraget sig et erstatningsansvar i forbindelse med pengeinstitutternes sammenbrud," siger Henrik Bjerre-Nielsen til Berlingske Business.

Samtidig vil det kunne nedbringe tabene for FS og andre kreditorer, hvis man får medhold i sagerne.

BRANCHENYT
Læs også