Her får du mest bolig for SU-kronerne

Der er rift om lejeboligerne i landets største byer. Og priserne stiger trods lejeregulering.

En et værelses-bolig i København er 50 pct. dyrere end en tilsvarende i Aalborg.

Tusindvis af danskere tager hul på et liv som studerende, når hverdagen melder sig på den anden side af sommerferien.

Det skaber samtidig massiv efterspørgsel efter boliger i landets fire største byer, og der er stor forskel på priserne i de enkelte byer.

Stor forskel

Det viser en opgørelse, som Sydbank har lavet i samarbejde med udlejningsportalen Boligportal.dk.

"Der er stor forskel på, hvor meget man betaler i husleje, og særligt studerende i København og Aarhus kan få brug for at supplere med SU-lån eller studiearbejde," siger forbrugerøkonom i Sydbank Camilla Skovsbo Erichsen til epn.dk.

Dyrere at bo i hovedstaden

Opgørelsen viser, at hvor en bolig med et værelse i gennemsnit koster 3.269 kr. i Aalborg, så skal man betale knap 5.000 kr. for det samme i København. Det svarer til omtrent 50 pct. mere og altså en betydelig del af en SU på 5.839 kr.

Tilsvarende slipper man med 3.102 kr. i Odense, mens aarhusianerne betaler 4.346 kr. for den mindste boligtype.

Vælger man i stedet en bolig med tre værelser, så stiger prisen i Aalborg til 6.893 kr., mens man i København skal op med 11.862 kr. om måneden for den boligtype (se tabel).

Stor efterspørgsel

Og man skal tilsyneladende være ude i god tid.

Efterspørgslen efter boliger i storbyerne er stor. Blandt andet er et voksende antal af enlige med til at presse efterspørgslen efter mindre boliger op, og det kan ses i statistikken.

Boligportal.dk har over de seneste to år registreret en vækst i efterspørgslen (januar til maj) i størrelsesordenen 22 pct. for København og helt op til 56 pct. for Odense.

"Man skal være hurtigt ude. Helt overordnet set er presset på lejeboligmarkedet blevet større de seneste år," siger direktør for Boligportal.dk Henrik Løvig.

Prisen er steget

Med stigende efterspørgsel følger som regel også stigende priser. Og her er lejeboligmarkedet trods regulering ikke nogen undtagelse.

Samtlige boligstørrelser er således steget i pris de seneste år ifølge Boligportal.dk.

Mens boliger i etværelses-størrelsen stort set har holdt prisen (1,9 pct. højere) siden 2012, så er boliger i toværelses-størrelsen og opefter steget med omtrent 10 pct. i pris.

Det er altså ikke nødvendigvis nogen let sag for nye studerende at finde noget at bo i.

Hvad med kollegiet?

I Sydbank minder man da også om muligheden for en kollegiebolig, der typisk findes i en noget lavere prisklasse.

"Her er chancen for at få det til at hænge sammen uden at supplere indkomsten noget større," siger Camilla Skovsbo Ericsen.

En lejer har i øvrigt mulighed for at få boligstøtte på op til 985 kr., hvis der ikke bor børn i boligen.

BRANCHENYT
Læs også