Google har købt Dropcam for 3 mia.

Google køber kamera-producenten for hele 3 mia. kr. Se her, hvad planen er.

Google Nest vil give tre mia. kr. for kameraproducenten Dropcam.  Foto: Marcio Jose Sanchez/AP
Google-datterselskabet Google Nest står klar med tre milliarder kroner, som selskabet vil lægge på bordet for at overtage kamera-producenten Dropcam.

Dropcam bygger små Wi-Fi-forbundne kameraer, der egentlig er udviklet som sikkerheds-kameraer, der diskret fra deres plads i et hjørne 'overvåger' et lokale.

Google Nest blev skabt i januar, da Google købte termostat-producenten Nest for 17,5 milliarder kroner.

Planen med dette opkøb kan du læse mere om her.

Med opkøbet af Dropcam sigter Google for alvor efter at rykke ind i folks hjem i løbet af de kommende generationer af teknologi.

Som det var tilfældet med Nest, er det nemlig ikke selve selskabet og dets produkter, som Google betaler de mange penge for. Det er derimod dets medarbejdere og deres innovative kompetencer, som Google er ude efter.

Overblik gennem app

Planen er således, at Nest og Dropcam sammen skal udvikle nye produkter, der ifølge parterne "tilføjer intelligens til enhederne i folks hjem" ligesom parterne vil sigte efter at udvikle det 'bevidste hjem,' som det lyder fra Google.

Dropcam blev stiftet i 2009. Selskabets små kameraer er via internettet koblet op på en app, så brugerne på deres smartphones hele tiden kan følge med i, hvad der sker hjemme hos dem selv.

Samme princip anvender Nest's termostater, der dels kan styres via internettet, dels er i stand til selv at lære brugernes vaner og indrette hjemmets temperatur-styring efter dette.

Spiller sammen

På kort sigt betyder det, at Nest-termostaten og Dropcam-kameraet i forening vil være i stand til at registrere, nøjagtigt hvornår der er nogen hjemme og dermed indrette temperaturen nøjagtigt efter disse tidspunkter.

På længere sigt vil perspektiverne være langt større for både Google og brugerne.

For Google gælder det, at selskabet med Nest/Dropcam vil være i stand til at indsamle meget store mængder data om folks hjemmevaner, hvilket selskabet på sigt vil kunne udnytte til at forbedre dets øvrige produkter.

I første omgang kommer det dog ikke til at ske, da Nest opererer efter en privacy-politik, der garanterer, at de indsamlede data ikke vil blive delt med andre - heller ikke moderskibet Google.

Læs også på Computerworld:

Derfor vil Google betale milliarder for lille termostat-firma.

Denne artikel er leveret af
BRANCHENYT
Læs også