Leje kan være billigere end forældrekøb

Det kan være en dårlig idé at købe en lejlighed til børnene, hvis tidshorisonten er kort.

Det er ikke sikkert, at det er en god idé at købe en lejlighed til børnene, hvis ikke de bliver boende i flere år. Et alternativ kan være at hjælpe økonomisk ved leje af en lejlighed. Foto: Jan Dagø

Med mindre man har en lang tidshorisont, kan det blive en dyr forretning at købe en lejlighed til sine børn. Et langt bedre og billigere alternativ kan være at give børnene tilskud til at leje en lejlighed.

"Modellen er primært interessant som alternativ til forældrekøb i det scenarie, hvor man egentlig ikke forventer at skulle hjælpe barnet med bolig i mere end fire til fem år. Det betyder, at omkostningerne ved køb og salg af en forældrelejlighed bliver for tunge i forhold til blot at leje," siger Mark Jensen, der er indehaver af rådgivningsfirmaet, Sapu, der er specialist i privat udlejning.

Sådan gør du

Udgangspunktet for regnestykket er en lejlighed i Købehavn på 70 kvm.

Årlig leje i kr.96.000
Bundfradrag (2/3) = 64.000 
Udlejning af værelse, lejeindtægt36.000
Til beskatning0
Barnets samlede leje efter udlejning60.000

Kilde: Sapu.dk

Modellen fungerer på denne måde. Barnet lejer en lejlighed og finder en anden lejer. I dette tilfælde betaler denne lejer 36.000 kr. om året eller 3.000 kr. om måneden, hvilket er en meget konkurrencedygtig husleje.

Ingen boligstøtte

Lejeren kan dog ikke få boligstøtte, da der reelt er tale om leje af et værelse. For at få boligstøtte forudsættes det, at der er tale om et lejemål med eget køkken, oplyser Mark Jensen.

Forældrenes eget barn sidder så tilbage med en husleje på 60.000 kr. om året eller 5.000 kr. om måneden. Hvis nu forældrene mener, at barnet maksimalt kan bære en månedlig husleje på 3.000 kr., betaler de simpelthen resten, det vil sige 24.000 kr. om året. Hvis barnet bliver boende i fem år, løber tilskuddet op i 120.000 kr.

Forældrene må gerne betale mere, men skal holde sig inden for de gaveregler, som skattereglerne foreskriver, hvis de vil undgå beskatning af gaven. I 2014 må hver forælder skattefrit forære barnet 59.800 kr. hver.

Det skal man holde op mod de mange omkostninger, der løber på ved at købe og ikke mindst sælge en lejlighed. Det koster ca. 30.000 kr. at købe en lejlighed - lidt afhængig af, om man bruger advokat eller ej. Når man skal sælge en lejlighed igen i 2 mio. kroners klassen, løber omkostningerne let op i ca. 100.000 kr.

Det regnestykke vil i sig selv favorisere lejelejligheden. Tilbage er spørgsmålet så, om man kan finde den rette lejlighed. Samme problemstilling har man med en ejerlejlighed, og med lejeboligen er man ikke bundet i samme omfang.

Lettere at slippe ud af

Man kan lettere slippe ud af en lejet lejlighed end en ejerlejlighed, hvis barnet opgiver uddannelsen eller får lyst til at flytte sammen med en kæreste et andet sted.

"Det, som egentlig er tanken med den model, er, at forældrene hjælper barnet økonomisk med at leje en lejlighed som f.eks. har et værelse i overskud i forhold til hvad barnet faktisk skal bruge," siger Mark Jensen.

Specielt ejerlejlighedsmarkedet i København er ophedet i øjeblikket. Med prisstigninger op mod 20 pct. på et år taler flere om risikoen for en boligboble. Sker det, risikerer købere at stå med et stort tab.

I Aarhus er der også gang i ejerlejlighedsmarkedet. Her er det kendetegnet ved, at over halvdelen af købene er forældrekøb. Der er altså en stor grad af spekulation i det.

BRANCHENYT
Læs også