Franske flyveledere afblæser flystrejke

Efter over tre døgns forhandlinger med den franske regering har flyvelederne afblæst flystrejke.

En varslet fransk flylederstrejke blev mandag afblæst. Foto: AP/ Jacques Brinon

De franske flyveledere har mandag afvarslet en strejke, som ellers ville have betydet omfattende konsekvenser for flytrafikken i Europa, hvis den som bebudet ville træde i kraft tirsdag.

Men efter 80 timers uafbrudte forhandlinger har de franske flyveledere fået de ønskede indrømmelser fra den franske regering. Det oplyser fagforeningen SNCTA i en pressemeddelelse.

- Det kan ikke længere retfærdiggøres at holde en seks dage lang strejke, skriver SNCTA i pressemeddelelsen.

SNCTA havde sammen med den anden store flyveleder-fagforening Unsa-Inca varslet strejke fra tirsdag til søndag.

- Vi føler, der er blevet lyttet til os. Fremskridtene er dog ikke på højde med vores krav, skriver SNCTA i pressemeddelelsen.

De franske flyveledere er vrede over spareplaner i perioden 2015 og 2019. De siger, at planerne er en trussel for en påkrævet modernisering i sektoren og den nødvendige drift.

De omkring 4000 flyvelederes strejke blev bebudet få uger før en tidsfrist den 30. juni, hvor en femårig fransk budgetplan skal præsenteres for EU.

BRANCHENYT
Læs også