Slut med abonnementsfælder på nettet

Nye regler skal gøre det mere sikkert for forbrugere at betale i netbutikker.

Forbrugerombudsmanden laver nye retningslinjer for, hvordan netbutikker må markedsføre sig. Foto: Colourbox

Det er ikke sjældent, at man bliver lokket med en billig gave, når man besøger en netbutik.

I mange tilfælde kan det være svært at gennemskue, hvad man som forbruger reelt siger ja til. Ofte betyder en billig gave nemlig også et løbende abonnement, og det kan blive en dyr affære.

Men hvordan må butikken egentlig opføre sig, og hvornår må de opkræve betaling?

Både forbrugere og butikker har haft svært ved at holde styr på reglerne for god markedsføringsskik. Det skal nye retningslinjer nu råde bod på.

Skaber klarhed

Det er Forbrugerombudsmanden, som står bag det sæt nye retningslinjer, som træder i kraft den 1. september i år.

”Det er mit indtryk, at nogle butikker hidtil har haft svært ved at finde ud af, hvad de må og ikke må, når de tager imod betalinger på nettet. Med de nye retningslinjer skulle vi gerne have skabt klarhed på området,” siger forbrugerombudsmand Henrik Øe.

De nye retningslinjer præciserer reglerne for god markedsføringsskik ved fjernsalg. Fjernsalg dækker blandt andet salg i netbutikker.

Nye retningslinjer
De nye retningslinjer betyder blandt andet indskærpelser på følgende punkter:
  • Generelle vilkår for betaling
  • Vilkår ved eventuelle forudbetalinger
  • Reservation af beløb på forbrugerens konto/betalingsinstrument
  • Tilbagevendende betalinger, fx abonnementsbetalinger
  • Registrering og genbrug af betalingskortdata til senere køb og betalinger
  • Kvittering/ordrebekræftelse

Abonnementsfælder

Forbrugerombudsmanden mener, at tiltaget styrker forbrugerbeskyttelsen.

”Jeg kan desværre se, at mange forbrugere havner i abonnementsfælder på nettet, fordi de ikke kan gennemskue, at de indgår en løbende aftale. De nye retningslinjer stiller større krav til, hvad netbutikkerne skal oplyse deres kunder om ved betaling, navnlig i forhold til fremtidige betalinger,” siger Henrik Øe.

Tydeligere regler

Hidtil har netbutikkerne i vidt omfang selv kunne opstille deres egne vilkår for betaling. De nye regler stiller blandt andet krav til, at butikkerne tydeligt skal oplyse om betalingsvilkårene.

Reglerne betyder også, at hvis man som forbruger tilmelder sig en tilbagevendende betaling, som butikken selv sætter i gang, skal man have fremsendt en kopi af aftalen.

Et andet regelsæt for nethandel er netop blevet sat i værk, nemlig nye regler i Forbrugeraftaleloven. Reglerne betyder blandt andet, at forbrugerne nu må returnere brugte varer inden for 14 dage.

BRANCHENYT
Læs også