Landets vigtigste finansinstitutioner er nu udpeget.
Danske Bank, Nykredit Realkredit, Nordea, Jyske Bank, Sydbank og DLR Kredit er nu officielt "Systemisk vigtige finansielle institutter". Det skriver Finanstilsynet i en pressemeddelelse.
Det er sket, efter Finanstilsynet har gennemgået sektoren ud fra de politiske satte kriterier om, at en finansvirksomhed er systemisk vigtig, hvis dens balance udgør mere end 6,5 pct. af BNP, udlånet udgør mere end 5 pct. af det samlede udlån i Danmark og indlånet udgør mere end 5 pct. af det samlede indlån.
De skærpede krav til disse institutioner vil blive offentliggjort i løbet af efteråret af Erhvervs- og vækstministeriet.