Lidl vil tage magten i Europa

Nettos forsøg på comeback på det britiske marked er et mestertræk, vurderer analytiker. Men discountkrigen har én vinder.

De britiske supermarkedskæder er presset af især Lidl. Og den tyske discountkæde er på vej til at blive dominerende i hele Europa, lyder forudsigelsen. Foto: Joachim Adrian

Den britiske detailbranches store drenge står over for store udfordringer med de to tyske discountkæder Lidl og Aldis indtog.

Både Lidl og Aldi har lagt et solidt pres på konkurrenterne, som er blevet tvunget til at sætte priserne ned for at tage kampen op. De to tyske discountkæder stjæler i et hurtigt tempo markedsandele fra de tre velrenommerede detailkæder Tesco, Sainsbury og WM Morrison, hvor sidstnævnte i sidste uge annoncerede en fyringsrunde på omkring 2.000 medarbejdere.

Analyse: Lidl vil blive størst

De seneste måneders meldinger fra det britiske detailmarked viser blot en generel trend i Europa, og ifølge en ny rapport fra researchhuset Planet Retail peges der på Lidl som fremtidens store vinder ifølge den britiske avis The Guardian. Ifølge David Gray, som står bag rapporten, står Europas detailbranche over for et magtskift, hvor ejerne af Lidl og gigantmarkederne Kaufland i 2018 kan blive kontinentets største og overgå Tesco og franske Carrefour. Lidl-gruppen sigter efter en årlig omsætning på 596 mia. kr. fra de nuværende 447 mia. kr.

Netto vil ind i kampen

David Gray ser en vækst på 5 pct. årligt hos Lidl-koncernen, imens den tyske konkurrent Aldi ventes at levere en årlig vækst på 3,5 pct.

Den britiske supermarkedskæde Sainsbury og Dansk Supermarked annoncerede i sidste uge et joint venture, hvor Netto-konceptet skal lanceres i Storbritannien, hvor de i 2015 vil nå op på 15 butikker.

Det amerikanske finanshus Sanford Bernstein vurderede tirsdag, at trækket fra Sainsbury er et strategisk mestertræk imod konkurrencen fra de to tyske discountkæder, og det vil være forkert blot at sænke egne priser.

Finanshuset benyttede lejligheden til at gentage sin positive outperform anbefaling på Sainsbury-aktien.

BRANCHENYT
Læs også