Luksus eller knaldhytte? 14.000 sommerhuse til salg

Rekordmange sommerhuse er til salg - men køberne står ikke just i kø.

Trangen til at komme på landet er blevet mindre i takt med, at de store byer er blevet mere spænende at opholde sig i, og det stigende antal singler drømmer ikke om en sommerhustilværelse, lyder noget at forklaringen på, at så mange sommerhuse står til salg i øjeblikket. Arkivfoto: Gregers Tycho

Fra luksus i 40 millioner kroners-klassen til en knaldhytte til 100.000 kr.

Danskere med trang til at finde sig en sommerbolig har lige nu frit valg på alle hylder.

I denne uge har antallet af udbudte fritidshuse næsten passeret 14.000 emner, og det er det højeste antal, som boligportalen Boliga nogensinde har registreret på markedet*.

Men selvom der er meget at vælge imellem, er der ikke særligt mange, der vælger at købe et hus.

Salget af sommerhuse lå sidste år 40 procent under gennemsnittet for de seneste 22 år, og sammenligner man antal salg i 2013 med 2005, hvor sommerhussalget toppede med næsten 15.000 underskrevne skøder, blev der sidste år solgt 60 procent færre sommerhuse end på toppen.

Singler fravælger sommerhuse

De mange udbudte sommerhuse og de relativt få handler er en tendens, vi skal vænne os til, mener Curt Liliegreen, der er sekretariatschef hos Boligøkonomisk Videnscenter. Og det handler ikke kun om eftervirkninger af finanskrisen, men også om ændringer i måden danskerne vælger at indrette sig på.

Fakta

*Boliga har eksisteret siden 2007.

**Boliga har kun medtaget postnumre, hvor der har været minimum 20 salg i indeværende år.

- Den generation, du havde tidligere, satte pris på at realisere et liv med hus, have, villa og vovse, et sommerhus nordpå og en ødegård i Sverige. Det vil den nuværende generation ikke nødvendigvis.

Samtidig stiger andelen af singler, og de synes nok ikke, det er sjovt at sidde i et sommerhus 60 kilometer nord for København, når der er masser af kulturtilbud og venner i byen. At vi får en befolkningssammensætning, der i stigende grad består af singler, svækker efterspørgslen efter sommerhuse, siger Curt Liliegreen.

Flere rejser ud af landet

En anden årsag til de manglende sommerhuskøbere skyldes moderniseringen af landets to største byer, København og Aarhus, mener han.

- For 20 år siden var Københavns centrum og Aarhus’ centrum ikke særligt spændende. Men nu har byerne har fået et andet kultur- og byliv, der gør dem attraktive at bosætte sig i og at leve i. Derudover er der sket en liberalisering inden for luftfart, som gør, at det er blevet billigere at flyve til andre verdensdele. Rejseaktiviteten er gået op. Det er også en udfordring for sommerhusmarkedet, siger Curt Liliegreen.

Den manglende efterspørgsel kan ses på de rabatter, som køberne opnår.

I 2014 er de solgte sommerhuse ifølge Boliga afsat med en gennemsnitlig rabat på 17 procent. Størst i nordsjællandske Ølsted, hvor der i snit blev barberet 29 procent af prisen, før sælgerne fik solgt, og mindst i Ringkøbing, hvor køberne fik ni procent i rabat.

De højeste kvadratmeterpriser i år er opnået i Blokhus i Vendsyssel, hvor snittet indtil videre er på 21.200 kr. I flere af de nordsjællandske postnumre, som f.eks. Hornbæk og Tisvildeleje, er der endnu ikke registreret nok handler til at lave statistik. **

Se de 10 dyreste sommerhuse til salg her.

BRANCHENYT
Læs også