Avis: DR må vinke farvel til tocifret millionbeløb

En ny medieaftale kan være klar i torsdag. DR står ifølge Berlingske til færre midler og bliver samtidig forpligtet til at sende flere produktioner ud til private producenter.

Det ventes, at der i morgen, torsdag, vil være en ny medieaftale på plads.

Torsdag aften kan der blive givet hånd på rammerne for de næste fire år for DR og TV 2 Regionerne, skriver Berlingske.

Der vil blive skruet på DR’s budget, og samtidig bliver de pressede private producenter tilgodeset, da DR bliver forpligtet til at sende flere produktioner ud af huset. DR mister således ifølge Berlingskes oplysninger 75 mio. kroner årligt, og hvert år skal DR og TV 2 fremover binde 65 mio. kroner til dansk film mod tidligere 60 mio. kroner. Regering foreslår desuden, at overskydende licens for 70 mio. kroner skal kanaliseres ind i dansk film.

Et stridspunkt blandt parterne er ifølge avisen imidlertid stadig, hvor mange penge DR fremover skal lægge hos de private producenter. Ti mio. kroner yderligere mener regeringen. 50 mio. kroner mener blå blok.

”Vi skal have en mangfoldighed på mediemarkedet. Når DR får 3,7 milliarder kroner om året, så skal man levere kvalitet og noget andet end det, man kan få andre steder. DR skal have mere danskproduceret indhold,” siger Venstres medieordfører Ellen Trane Nørby til Berlingske.

BRANCHENYT
Læs også