1.000 kr. mere til familier hver måned

Danskerne har de seneste år fået flere penge til rådighed, viser beregninger.

Danske familier har fået omtrent 1.000 kr. om måneden mere til rådighed siden 2012. Foto: Colourbox

Et restaurantbesøg, to tankfulde benzin eller en hotelovernatning med morgenmad.

De danske familier har siden 2012 fået omtrent 1.000 kr. mere at gøre godt med. Det viser nye beregninger fra Danske Bank, der har set nærmere på den økonomiske udvikling og betydningen af den i forhold til en såkaldt modelfamilie. Den består af to voksne med to job, to børn, parcelhus og bil.

Mere til rådighed

Alene det seneste år har familien fået 324 kr. mere om måneden til forbrug, og det skyldes hverken lønstigninger eller nye job.

"Fremgangen skyldes i stedet, at priserne stiger endnu langsommere end lønningerne," forklarer privatøkonom i Danske Bank Las Olsen i en kommentar til tallene.

På længere sigt vil opsvinget gøre livet dyrere for familien via højere inflation og ikke mindst stigende renter, men det vil så forhåbentlig blive opvejet af større lønstigninger.

Las Olsen, privatøkonom, Danske Bank

Modelfamilien tjener i år 45.258 kr. efter skat. Her går 5.177 kr. hver måned til at betale ydelsen på boliglånet. Omtrent 1.500 kr. går til boligskatter, mens 4.400 kr. går til el, vand, varme, forsikring, vedligeholdelse., mv.

Bilen skal også betales, og den koster knap 6.000 kr. i ydelse på billånet samt diverse afgifter, forsikring og benzin.

Bliver ikke ved

Når man også trækker øvrige faste udgifter til telefoner, licens, kontingenter, børnepasning, fagforening og lignende fra, så er der et rådighedsbeløb på 21.723 kr. tilbage, og det er en pæn fremgang fra de 20.779 kr., der var gældende i 2012.

Danskerne skal dog ikke forvente, at den positive udvikling varer ved.

"På længere sigt vil opsvinget gøre livet dyrere for familien via højere inflation og ikke mindst stigende renter, men det vil så forhåbentlig blive opvejet af større lønstigninger," forklarer Las Olsen.

Han regner dog alligevel med, at rådighedsbeløbet vil stige en smule i 2015. Her ventes modelfamilien at have 21.818 til rådighed svarende til en fremgang på 0,4 pct.

Det skyldes blandt andet, at regeringen og Venstre planlægger at droppe den planlagte forsyningssikkerhedsafgift på varme for til gengæld at hæve bundskatten og sænke den grønne check.

Opsvinget er her

At opsvinget er i gang, er man ikke længere i tvivl om i Danske Bank.

I sin nye prognose skønner banken, at dansk økonomi i år vil vokse med 1,5 pct., og man venter sig særligt en fremgang i privatforbruget, der er blevet opjusteret fra en ventet vækst i år på 1,1 pct. til nu 1,5 pct.

Det er blandt andet stigende beskæftigelse og stigende boligpriser i dele af landet, der ventes at give danskerne mere tryghed.

"Det er effekter, som normalt vil betyde, at husholdningerne får mere mod på at bruge penge frem for at spare op og dermed sætte mere skub i opsvinget, som så bliver selvforstærkende," forklarer Las Olsen.

Huset er 200.000 kr. mindre værd

Han minder dog om, at mange familier fortsat er tynget af stor gæld i boligen. Modelfamiliens hus er i dag 200.000 kr. mindre værd, end da den købte det i 2006.

"Det giver et oplagt behov for at få nedbragt gælden frem for at øge forbruget, med mindre huspriserne stiger kraftigt," mener Las Olsen.

BRANCHENYT
Læs også