Bil-priskrig: Giv dem aircondition med!

Kampen om den skarpeste pris fortsætter mellem bilforhandlerne.

Kia har ikke en helt ny model, så nu tilbydes Picanto-modellen i en udstyrsvariant med aircondition. Foto: Kia

Hvad gør en bilimportør, der kan se, at konkurrenterne er klar med nye modeller, mens ens egne modeller skal leve lidt endnu?

Tilbyder den nuværende model med mere udstyr eller sæt prisen ned.

Hvad gør en bilimportør, der er klar med en ny model lige efter, at konkurrenterne har præsenteres deres nye modeller?

Tilbyder en pris, der lige er lidt lavere.

Hård kamp om kunderne

Begge dele er udtryk for den priskrig, der stadig er i gang på det danske bilmarked, og begge tilfælde er taget fra den mindste bilklasse, der i flere år har tegnet det danske nybilsalg.

Vores model er jo ikke den nyeste. Så vi vil gerne tilbyde kunderne noget attraktivt udstyr.

Lene Mejdal Iversen, marketingkoordinator hos Kia

Citroën, Peugeot og Toyota har for nylig spillet ud med priserne på deres fornyede mikrobiler, der skal tage kampen mod klassens storsælger - Volkswagen up!

Citroën var først til at spille ud prismæssigt med en begyndelsespris på 79.900 kr for den nye C1-model. Peugeot er fulgt efter med en pris på 79.990 kr. for 108-modellen, mens Toyota Aygo koster fra 89.495 kr.

Til alle priser skal lægges leveringsomkostninger.

Kia tilbyder udstyr

Kia Picanto har tidligere været storsælger i samme bilklasse, men den nuværende model er længere fremme i sin livscyklus end konkurrenters modeller, og derfor spiller Kia nu ud med en særudgave med aircondition.

Picanto Style Cool hedder modellen, der sælges fra 84.999 kr., mens modellen uden aircondition er 5.000 kr. billigere.

"Vores model er jo ikke den nyeste, og det er heller ikke den billigste bil i klassen. Derfor vil vi gerne tilbyde noget attraktivt udstyr, men jeg synes ikke, at der er tale om priskrig," forklarer Lene Mejdal Iversen, der er marketingkoordinator for Kia i Danmark.

Hun tilføjer, at der ikke er tale om en kampagnemodel, men om en ny udstyrsvariant til det danske marked.

"Vi vil gerne give kunderne noget ekstra. Det er stylingsættet R-Cross er udtryk for. Med det kan kunderne give bilen et crossover-præg," tilføjer hun.

Renault klar med ny Twingo

Renault mener også at have noget specielt til bilkøberne med den nye Twingo-model, der i forhold til forgængeren har både baghjulstræk og hækmotor.

Den skal nu konkurrere med bl.a. trillingerne fra Citroën, Peugeot og Toyota. Det skal ske med en begyndelsespris fra 89.900 kr. - stadig uden leveringsomkostninger - for udstyrsvarianten Authentique.

Udstyrsmodellen Expression koster fra 102.400 kr. Så er der bl.a. aircondition, elruder og splitbagsæde med.

Svært at sammenligne priser

Hos Renault i Danmark oplyser pressechef Søren Hyltoft Thomsen, at man ikke kendte konkurrenternes priser, da prisen på Twingo-modellen blev fastsat.

"Men vi ved selvfølgelig, at vi ikke skal skille os for meget ud. Men i øvrigt kan det være svært at sammenligne priserne på grund af forskelle i udstyret. Twingo kan eksempelvis kun fås med fem døre, mens de fleste begyndelsespriser gælder for tredørs-modeller," siger Søren Hyltoft Thomsen.

Han betegner Twingo-modellen som ekstremt vigtig for det danske marked.

"Det er en klasse med benhård konkurrence, men det er også den klasse, der leverer det meste af salget. Vi har store forventninger til Twingo-modellen, som efter vores mening er et rigtig godt produkt," tilføjer Søren Hyltoft Thomsen.

BRANCHENYT
Læs også