Obligationer: USA-tal bankede renten i dørken

De danske renter tog et dyk onsdag eftermiddag, efter at en revideret opgørelse over det amerikanske bruttonationalprodukt viste, at USA's økonomi skrumpede hele 2,9 pct. i første kvartal og dermed klarede sig markant værre, end økonomerne havde regnet med.

Konsensus ifølge Bloomberg News var nemlig et fald på 1,8 pct. Flere økonomer påpegede dog, at tallene skal ses som udtryk for den hårde vinter, der ramte USA i første kvartal og satte produktionen i stå. Desuden har flere andre nøgletal siden første kvartal indikeret, at økonomien er på vej tilbage på sporet, påpeges det.

- Dagens BNP-rapport ændrer ikke på vores syn på amerikansk økonomi fremadrettet - udgangspunktet er dog nu betydeligt lavere, end hvad vi (og de fleste andre) havde forventet, kommenterede chefstrateg Christian Mose Nielsen fra Spar Nord.

Dermed vil skønnet for væksten i 2014 samlet set formentlig blive sænket, vurderede han og flere andre økonomer.

Også det private forbrug og ordreindgangen af varige goder var betragteligt under det ventede. Det private forbrug viste en vækst på 1,0 pct. i første kvartal. Til sammenligning var der blandt økonomerne ventet en forbrugsvækst på 2,4 pct. ifølge Bloomberg. Også her er der tale om tredje opgørelse.

Ordreindgangen af varige goder faldt 1,0 pct. på månedsbasis i maj, hvor der var ventet et uændret niveau.

Renten på den toneangivende 10-årige danske statsobligation faldt til 1,29 pct., 6 basispoint under tirsdagens lukkeniveau. Rentefaldet i Tyskland var af tilsvarende størrelse.

BRANCHENYT
Læs også