Guldhandlen flytter mod øst

Shanghai og Singapore vil være omdrejningspunkter for guldhandlen.

Kina er verdens største forbruger af guld.  Foto: AP

Singapore vil introducere en fysisk guldkontrakt i år, mens Shanghai tager hul på international handel af guldbarrer. Den største forbrugende region forsøger at etablere en benchmark, idet efterspørgslen rykker mod øst.

Det skriver Bloomberg News, der pointerer, at de asiatiske børser begynder at sælge guldbarreprodukter, da mere og mere af verdens guld bliver bearbejdet og brugt i Asien, og fordi der i sektoren diskuteres ændringer til det århundrede gamle London Gold Fix.

Kina den største forbruger

Det asiatiske marked stod i fjor for 63 pct. af verdens samlede forbrug af guldsmykker, guldbarre og guldmønter, hvilket var en stigning fra 57 pct. i 2010.

Kina overhalede Indien som verdens største forbruger, idet forbruget blev øget, i takt med at priserne faldt, mens Indien indførte restriktioner. Prisen på guld med øjeblikkelig levering faldt i 2013 med 28 pct., og siden nytår er prisen steget med godt 9 pct.

- Verdens centrum for guldforbruget er i Asien, så det giver mening, at centeret for prisfastsættelsen for det fysiske marked bevæger sig i den retning. Det vil kun være positivt for den asiatiske efterspørgsel efter guld, siger analytiker Victor Thianpiriya fra Australia & New Zealand Banking Group ifølge Bloomberg News.

Singapore fjernede momsen

Regeringen i Singapore markedsfører bystaten som et center for ædelmetaller, efter at den i oktober 2012 fjernede momsen på 7 pct. på investeringsguld, sølv og platin.

Det medførte, at salget af guld i 2013 steg med 94 pct. til 35 mia. Singapore-dollars. I den kinesiske millionby Shanghai forsøger man også at blive et regionalt handelscentrum for handel med guldbarrer, hvor udlændinge lokkes til med opbevaringsbokse på op til 1500 ton.

BRANCHENYT
Læs også