0

Kapitalfonde ruster op i Danmark

Kapitalfondene øger deres aktiviteter i Danmark, viser en ny undersøgelse foretaget af deres egen brancheforening DVCA.

Profil Optik er en af de selskaber, som i årets løb er blevet opkøbt af en kapitalfond.  Foto: Bo Svane

Undersøgelsen viser, at omsætningen i de kapitalfondsejede selskaber steg med 15 mia. kr. eller 7 pct. til 224 mia. kr. i 2013. Heraf udgjorde den organiske omsætningsvækst (fraregnet opkøb) 13 mia. kr. svarende til en vækst på 6 pct. i forhold til året før.

Også indtjeningen (EBIT) i de kapitalfondsejede selskaber er vokset pænt, nemlig fra 4,1 mia. kr. i 2012 til 5,5 mia. kr. sidste år. Det svarer til en overskudsgrad på knap 11 pct.

Samtidig steg antallet af virksomhedshandler, hvor kapitalfonde var involveret sammenlignet med 2012, oplyser DVCA.

- Det vidner om, at kapitalfondene er ved at komme ud af krisen, men også at fondene investerer kraftigt i at udvikle deres virksomheder, siger Christian Frigast, managing partner i Axcel og formand for DVCAs kapitalfondsudvalg, i en pressemeddelelse om undersøgelsen.

I år er Nets, Synsam, der står bag Profil Optik, Færch Plast, Louis Poulsen og Det Danske Madhus blevet købt af kapitalfonde, mens OW Bunker og ISS er blevet børsnoteret og selskaberne Kompan og KP Komponenter er solgt til anden side.

Få de seneste erhvervsnyheder med vores nyhedsapp
BRANCHENYT
Læs også