Realkreditten tøver med nyt drømmelån

Det seneste rentedyk er kommet bag på realkreditinstitutterne, der nu står i et dilemma.

Efter at det populære 3 pct. lån med afdrag onsdag overraskende blev lukket, arbejder realkreditinstitutterne på højtryk for at finde et alternativ.

Normalt ville institutterne automatisk udstede en ny obligation med en lavere rente, i dette tilfælde en 2,5 pct. obligation. Da renten sidste år var næsten lige så langt nede, var det inde i overvejelserne.

Men denne gang tøver realkreditinstitutterne med at åbne for det nye lån. I stedet skal man tænke alternativt.

”Låntagerne skal ikke her og nu sætte næsen op efter et historisk 2,5 pct. lån,” fastslår cheføkonom i Realkredit Danmark, Christian Hilligsøe Heinig.

Samme holdning har man i Nordea Kredit.

Christian Hilligsøe Heinig mener, der er flere alternativer. Institutterne har nemlig fremrykket den nye 3 pct. obligation, der skulle åbne til september. Den udløber i 2047, og løber dermed tre år længere end obligationen bag det fastforrentede 3 pct.-lån med udløb i 2044, der er lukket nu.

Det betyder helt automatisk en dårligere kurs for det nye 3 pct.-lån, da investorerne vil tage sig betalt for den ekstra løbetid. Det giver en kurs under 100 - og dermed kan man skifte det gamle 30 årige 3 pct.-lån med afdrag ud med det nye 3 pct.-lån i låneviften.

Christian Hilligsøe Heinig peger på en lånefinte, som boligejerne kan benytte sig af.

For viser det sig, at kursen på det gamle 3 pct.-lån holder sig over kurs 100 i den kommende tid, er det ikke oplagt, at låntagerne skal vælge det nye 3 pct.-lån frem til årgangskiftet i begyndelsen af september.

”I stedet kan det være en god ide at vælge den afdragsfrie variant af det gamle 3 pct.-lån med obligationsudløb i år 2044, og aktivt vælge at betale afdrag. Det skyldes, at kursen på denne variant er en tand bedre - i omegnen af 99,3 mod forventet 98,8 på det nye lån,” siger Christian Hilligsøe Heinig, der peger på, at der  der er pæn likviditet i serien.

”Så får man også en mulighed for at tilvælge afdragsfrihed på et senere tidspunkt uden at omlægge lån, hvis afdragsfrihed skulle vise sig relevant.”

I realkreditinstitutterne tør man ikke tænke på, hvad der sker, hvis den nye 3 pct. obligation også runder kurs 100.

Sker det, skal boligejerne heller ikke forvente et nyt 2,5 pct. lån. I Nordea Kredit regner man med at opfordre boligejerne til at vælge den afdragsfrie variant i stedet. For selv om man vælger et lån med afdragsfrihed, behøver man ikke bruge den. Man kan i princippet nøjes med tre måneder eller et år alt afhængig af, hvilket institut man tager lånet hos.

BRANCHENYT
Læs også