Obligationer middag: Indgreb trækker britisk rente op

Efter en kort udflugt til en rente på 1,30 pct. i torsdagens indledende obligationshandel er renten på den toneangivende danske 10-årige statsobligation tilbage i 1,29 pct. ved middagstid - stort set svarende til status quo i forhold til onsdagens slutniveau.

Lige så marginale bevægelser ses i Frankfurt og i Paris, mens renteudviklingen i London skiller sig ud med en stigning på 3 basispoint.

Her har chefen for centralbanken, Bank og England, Mark Carney netop offentliggjort restriktioner på de mere risikable former for boliglån. Det sker som reaktion på de hastigt stigende boligpriser i specielt de større engelske byer, skriver Bloomberg News. Ifølge de nye krav skal bankerne begrænse mængden af udlån svarende til over 4,5 gange låntagers årsindtægt til maksimalt 15 pct. af nyudstedelser.

Tidligere torsdag solgte Italien for 7,5 mia. euro 6-måneders statspapirer med en rente på 0,309 pct. mod en rente på 0,492 pct. ved en tilsvarende auktion for en måned siden. Men renten på den 10-årige italienske statsobligation stiger et lille basispoint.

Torsdagens nøgletal vil bringe nyt om det personlige forbrug og antallet af nytilmeldte ledige i USA. Forbruget ventes at stige 0,4 pct. på månedsbasis, mens antallet af nye ledige ventes at falde til 310.000 fra 312.000 ugen før.

Men fokus rettes især mod de nye amerikanske inflationstal i form af centralbankens foretrukne inflationsmål, PCE Core. Federal Reserve har et inflationsmål på 2 pct. Efter en periode, hvor inflationen har ligget klart under målsætningen, har den de seneste måneder taget et pænt hop opad, og konsensus for torsdagens tal er en stigning på 1,5 pct. for maj måned.

Frygten er, at inflationen fortsætter med at stige og dermed tvinger den amerikanske centralbank til at stramme pengepolitikken tidligere end hidtil forventet. Imidlertid forklarede den amerikanske centralbanks øverste chef, Janet Yellen, så sent som i sidste uge det lidt forhøjede inflationsniveau med "støj", og samlet set fastholdt centralbanken sit vurdering af, hvordan inflationen vil udvikle sig.

BRANCHENYT
Læs også