Ny B&O-direktør kommer fra Sony

Den danske teknologiproducent opruster på ledelsesgangen.

B&O har ansat den 47-årige Stefan Persson som ny produktionsdirektør (Chief operating officer).  Foto: Jyllands Posten

Der er nye kræfter på vej til direktionen hos den danske tv- og hifiproducent Bang & Olufsen (B&O).

Selskabet med hovedbase i Struer har ansat den 47-årige Stefan Persson som ny produktionsdirektør (Chief operating officer). Han kommer dermed til at indgå i selskabets øverste ledelseslag, hvor han får selskab af adm. direktør Tue Mantoni og finansdirektør Anders Aakær Jensen.

Hentet i Sony

Stefan Persson kommer fra en lederstilling i udviklingsafdelingen hos Sony Mobile Communications. Samlet har han mere end 16 års erfaring fra forskellige produktledelses- og produktudviklingsstillinger hos Ericsson, Sony Ericsson og senest Sony Mobile Communications.

"Stefan har stærke kompetencer inden for produktledelse og produktudvikling og har vist stærke lederevner på tværs af forskellige geografier og kulturer. Over de seneste tre år har vi løftet innovationsniveauet betydeligt i Bang & Olufsen, og vi mener, at vi med Stefan på holdet står stærkt i forhold til at kunne fortsætte denne udvikling," siger Tue Mantoni en meddelelse til fondsbørsen.

Kapitaltilførsel

B&O gennemførte i den forgangne uge en kapitaltilførsel, der sikrede selskabet et bruttoprovenu på godt 250 mio. kr.

Pengene er øremærket en række vækstskabende initaiver. Det er blandt andet direktionens ambition at bringe masser af nye produkter på markederne, og her kommer den nye produktionsdirektør til at spille en vigtig rolle.

Stefan Persson forventes at tiltræde stillingen senest 1. oktober 2014.

BRANCHENYT
Læs også