Stribevis af dagbøder til entreprenør

600.000 kroner i dagbøder og 400.000 kroner i erstatning.

Det er, hvad vejstribeentreprenøren Guide-Lines skal betale til Vejdirektoratet for at have misligholdt tre kontrakter om genmarkering i hovedstadsområdet, det øvrige Sjælland samt Syddanmark. Det skriver Licitationen - Byggeriets Dagblad.

Både Guide-Lines og Vejdirektoratet har sat deres underskrifter på en aftale, der sætter endeligt punktum i sagen om de tre kontrakter, som Vejdirektoratet valgte at opsige ved udgangen af 2013.

"Aftalen afslutter til fuld og endelig tvisten. Der kan således ikke udspringe andre krav fra Vejdirektoratet eller entreprenøren som følge af kontrakterne," står der i aftaleteksten, som Licitationen - Byggeriets Dagblad har fået aktindsigt i.

Den primære årsag til, at Vejdirektoratet valgte at opsige kontrakterne med Guide-Lines, er, at der er sket flere tidsfristoverskridelser. Den 30. september sidste år skulle alle årets arbejder have været udført, men den 22. oktober havde Guide-Lines kun udført 50 procent.

BRANCHENYT
Læs også