Analytiker: Vestas-forlig blot en økonomisk krusning

Den nye Vestas-ledelse har med afslutningen på investorsag i USA ryddet endnu et skelet af vejen, siger analytiker.

Havde nogen frygtet, at Vestas' sag i USA mod utilfredse investorer ville give et stort økonomisk stød mod vindmølleproducenten, så kan man ånde lettet op.

Selskabet har netop meddelt, at der er nidgået forlig på 5 mio. dollar, som endda betales af Vestas' forsikringsselskab - og det er godt nyt for Vestas, mener analytiker i Sydbank, Jacob Pedersen.

"Det giver en større klarhed for investorer om, at der ikke ligger nogle omkostninger ved det i fremtiden," siger han.

"Det er et rigtigt godt eksempel på, at Vestas-ledelsen rydder usikkerheder vejen. Når man ser på beløbsstørrelsen, og når det samtidig bliver bekræftet, at det er noget, der klares over forsikringen, så er det jo ikke andet end krusning rent økonomisk for Vestas."

"Ude på decimalerne"

Sagen handler om, at en stribe sure aktionærer i USA har indledt en sag mod Vestas, som beskyldes for at have indarbejdet nye regnskabsstandarder for sent og dermed givet "falske og misledende" oplysninger om omsætning og indtjening i 2009 og 2010.

Sagen var anlagt mod Vestas, den tidligere bestyrelsesformand Bent Erik Carlsen, tidligere koncernchef Ditlev Engel og tidligere finansdirektør Henrik Nørremark, og har været under forberedelse siden 2011.

Men nu er der - hvis myndighederne godkender det - et forlig på bordet.

Er Vestas sluppet billigt?

"Jeg vil ikke vurdere, om det er billigt sluppet, men i forhold til Vestas samlede økonomiske gøren og laden, så er det her helt ude på decimalerne og noget, som i princippet ikke har en betydning. Og det er rigtig godt nyt," siger han og tilføjer:

"Det er en del af den oprydning, som ledesen er i gang med ved at eliiminere nogle af de skeletter, der tidligere er dukket op."

Endnu en sag

Foruden sagen i USA kører der en parallel sag i Danmark, der er anlagt af konsulenthuset Deminor, og også i den henseende er udmeldingen fra Vestas godt nyt, mener Jacob Pedersen.

"Det er en vigtig peiling for den europæiske sag, og skulle der sidde nogle investoer og være bange for den, så kan man bruge det her forlig som pejlemærke for, at det ikke er noget, som kommer til at ødelægge noget for Vestas.

BRANCHENYT
Læs også