Asien: Usikkerhed svækker asiatiske aktier

Aktiemarkederne ligger som helhed lavere i fredagens handel i Asien.

Rystelserne fra USA, hvor Fed-medlemmet James Bullard mindede markedet om, at der fra begyndelsen af næste år vil være rentestigninger på menuen, har også givet lidt usikkerhed i Asien, hvor stort set alle toneangivende landeindeks falder.

- Det er en rettidig advarsel om, at tiden nærmer sig for, at Fed hæver renten, udtaler Stephen Halmarick fra Colonial First State til Bloomberg News.

Nye inflationstal fra Japan viser som ventet en stigning på 3,7 pct. i maj - trukket op af den nylige momsforhøjelse - hvilket ifølge Bloomberg News markerer den største vækstrate i mere end 32 år. Endvidere steg detailsalget i samme måned med 4,6 pct. og overgik derved de forventede 2,9 pct.

- Mange investorer er nervøse for en kortsigtet overophedning, og denne usikkerhed er en stor ulempe på det japanske marked, udtaler Akio Yoshino, cheføkonom hos Amundi Japan i Tokyo.

Det toneangivende Morgan Stanley Asia-Pacific-indeks ligger til et fald på 0,3 pct. med få timers handel igen på et par af regionens børser.

Imidlertid er det toneangivende japanske indeks, Nikkei 225, på vej mod et fald på 1,7 pct., mens Topix-indekset, også i Tokyo, ligger til et minus på 1,1 pct. Det australske ASX-200-indeks falder med 0,3 pct. I Taiwan er Taiex-indekset i minus med 0,2 pct., og det førende indeks i Sydkorea, Kospi, falder 0,3 pct.

Shanghai Composite forholder sig uændret, mens CSI 300 oplever en fremgang på beskedne 0,2 pct.

Hang Seng i Hongkong ligger til et minus på 0,1 pct.

BRANCHENYT
Læs også