Obligationer åbning: Lille rentehop op til tysk prisrapport

Den 10-årige danske rente er kravlet et enkelt basispoint højere til 1,28 pct. i den tidlige handel fredag, mens markedsdeltagerne venter på vigtige inflationstal fra Tyskland.

Prisstigningstakten, eller i særdeleshed risikoen for deflation, er et fokusområde for Den Europæiske Centralbank, der af flere omgange har sænket renten netop med henvisning til den afdæmpede inflationstakt. De tyske forbrugerpriser ventes at have bevæget sig i en for ECB glædelig retning, idet statistikken ifølge Bloomberg News ventes at vise en prisstigningstakt på 1 pct. på årsbasis i juni mod 0,9 pct. i maj.

Fra nøgletalsfronten kommer der fredag tillige ny forbrugertillidsmåling fra University of Michigan. Konsensus er en revision til 82,0 i juni fra tidligere meddelt 81,2.

Endelig offentliggøres fra Eurozonenen en lang række tillidsmålinger blandt andet for den økonomiske tillid, industritilliden og forbrugertilliden.

Jakob Dalskov +45 33 30 03 35 Ritzau Finans, E-mail: finans@ritzau.dk , www.ritzaufinans.dk

BRANCHENYT
Læs også