Rateindeks stopper nedturen efter seks uger

Efter seks uger i træk med fald vendte udviklingen for containerfragtraterne fra Asien denne uge.

Arkivfoto: Ernst van Norde

Det viser spotrateindekset Shanghai Containerized Freight Index (SCFI ) ifølge data fra Shanghai Shipping Exchange.

I ugen frem til fredag steg indekset 1,5 pct. til 1058,7, viser SCFI-indekset. De foregående seks uger bød ellers på et samlet fald på 10,3 pct. fra 1163 til 1043.

En stribe af de største rederier, herunder Maersk Line, gennemførte 1. maj en generel rateforhøjelse på ruterne mellem Asien og Europa, men siden er stigningen i det overordnende indeks, hvor Asien-Europa vægter med 20 pct., mere end udvisket.

Mange af rederierne har varslet nye rateløft i størrelsesordenen 500 til 1000 dollar per tyvefodscontainer på samme rute med effekt 1. juli, og det kan være den udvikling, der viser sig i ugens fremgang.

BRANCHENYT
Læs også