Vistoft Sparekasse: Vi forsøgte mange mærkelige og sjove veje

Den lille Vistoft Sparekasse forsøgte sig med adskillige krumspring for at forblive selvstændig.

Foto: Colourbox

Det var for stor en opgave at løfte solvensen fra 9 pct. til de krævede 20,5 pct. for den lille Vistoft Sparekasse. Det fortæller adm. direktør Mona Thomassen, efter man har annonceret fusionen med Sparekassen Djursland.

"Vi ville bestemt gerne have bevaret vores selvstændighed. Vi har arbejdet med og prøvet mange mærkelige og sjove veje, men det lykkedes bare ikke for os. Derfor ville vi gerne spørge Sparekassen Djursland, for det er dem, vi ligner bedst og matcher bedst med i forhold til koncept, egn og stil," siger direktøren til FinansWatch.

Hvad var det, der ikke lykkedes, da I ledte efter kapital?

"Vi prøvede med nogle forskellige personer, og der var nogle som havde haft muligheden, hvis de ville, men så synes de alligevel ikke, at de ville være med. Det var ikke noget helt konkret, der gjorde at, man kan sige, det lige var derfor, det ikke lykkedes," siger Mona Thomassen.

Både den børsnoterede Djurslands Bank og Sparekassen Djursland havde allerede i foråret, da Vistofts problemer kom frem, meldt sig interesserede i at overtage den lille sparekasse på Mols.

Boligmarkedet har ændret sig

Det er Vistofts privatkunder, der er skyld i de ekstraordinært store nedskrivninger, som tilsynet pålagde sparekassen i foråret. Sparekassen har troet lidt for meget på boligmarkedet og har ikke justeret værdierne af boligerne i takt med krisens indtog.

"Boligmarkedet har ændret sig nedad, men det er ikke ensbetydende med, at engagementerne har set dårlige ud. Det er beregningen og sikkerheden, der ligger bagved, der ikke har den samme værdi, som da vi startede," siger Mona Thomassen.

Hun skal efter planen arbejde frem til 1. januar, hvorefter der sandsynligvis venter en tilværelse som pensionist for den snart 63-årige bankdirektør.

Vi koster 0 kr

Sparekassen Djursland overtager officielt Vistoft 30/6 men praktisk set skal fusionen først godkendes på repræsentantskabsmøder i august og efterfølgende af FInanstilsynet og konkurrencemyndighederne. Overtagelsen vil herefter blive gennemført med tilbagevirkende kraft til netop 30. juni.

Prisen på sparekassen er i princippet nul kroner, men det indebærer at samtlige garanter får deres tilgodehavende dækket.

"I princippet koster vi ikke noget. Alle bliver dækket ind og ingen kommer til at lide noget ved det. Og alle garanter kommer direkte over i sparekassen Djuraland, så der er ingen penge i det," siger direktøren.

Hun forventer heller ikke, at der bliver tale om fyringer i sparekassen som ud over hende selv har fire ansatte. Hovedkontoret i Knebel bliver nu en filial af Sparekassen Djursland, som til gengæld nedlægger sin filial i Auning, og flytter folkene herfra til Knebel.

BRANCHENYT
Læs også