Gopro-aktien steg 31 pct. på første handelsdag

Gopro, der står bag det populære sportskamera af samme navn, kan fejre sin første handelsdag på børsen med en aktiestigning på hele 31 pct.

Gopro har haft en god første handelsdag på Nasdaq-børsen i New York.  Foto: Seth Wenig/AP

Det giver således selskabet en markedsværdi på 3,9 mia. dollar, hvilket er på niveau med Domino's Pizza. Det skriver Wall Street Journal.

Gopro er tilsyneladende endnu et hardware-firma i rækken, der i disse tider oplever stor interesse fra investorer og teknologivirksomheder. Senest købte Apple høretelefon-producenten Beats Electronics, Google erhvervede sig videoovervågningsfirmaet Dropcam, og nu oplever amerikanske Gopro ligeledes overordentlig stor interesse første dag på Nasdaq-børsen i New York.

Investorerne havde på åbningsdagen stor tillid til kameraproducentens fremtidsudsigter, hvilket blev belønnet med en imponerende stigning i aktiekursen.

Fremtiden er ikke helt skarp

Ikke desto mindre stiller kritikere spørgsmålstegn ved virksomhedens fremtidsudsigter, og hvor længere brugere vil betale flere tusinde kroner for et kamera, når nu kamerafunktionen i smartphones bliver bedre og bedre.

Paul Meeks, der er teknologianalytiker hos Saturna Capital, mener, at der er tale om en virksomhed, der med tiden uundgåeligt mister kant, og det vil åbne op for konkurrenter. Men det afviser topchef og grundlægger af Gopro, Nicholas Woodman:

- Det vil være utroligt svært at konkurrere med vores produkt, med mindre du allerede har millioner af kunder, der tager billeder og optager videoer og deler dem online - og så endda krediterer dig for det, udtaler han til Wall Street Journal.

BRANCHENYT
Læs også