Tillidsindikatoren i eurozonen afslører en vigende tendens. Men det slår ikke økonom ud.
Selvom den endelige opgørelse over tillidsindikatorer i eurozonen for juni viser, at tilliden blandt forbrugere og virksomheder er aftaget en smule, bør det ikke vække voldsom bekymring.
Det vurderer makroanalytiker Kim Blindbæk fra Sydbank i et notat om tallene.
Den økonomiske tillidsindikator, der ikke er revideret, faldt i juni til 102,0 fra 102,6 måneden før. Økonomerne havde ventet en stigning til 103,0.
Men det ændrer efter Kim Blindbæks vurdering ikke på, at eurozonen bevæger sig stille og roligt fremad.
- En nærmere gennemgang viser, at det især er industrivirksomhedernes tillid, der trækker ned. Der er dog ingen grund til bekymring, skriver han.
Industrivirksomhederne er nemlig ifølge økonomen forholdsvis følsomme overfor usikkerhed på de finansielle markeder, da det kan ramme eksportmulighederne, og de har højst sandsynligt ladet sig påvirke af uroen i Irak, der har medført stigende oliepriser.
Også forbrugertilliden faldt i forhold til den tidligere opgørelse, nemlig til minus 7,5 fra minus 7,4.
- Udsigten til økonomisk vækst og en bedring på arbejdsmarkedet bør forbedre forbrugertilliden i den kommende tid, vurderer Kim Blindbæk.
Af bekymrende tegn hæfter han sig primært ved inflationsforventningerne.
- Eurozonens forbrugere forventer lavere inflation. Den tendens bør ikke fortsætte i lang tid, da det kan medvirke til at presse priserne yderligere ned i eurozonen, advarer han.