Her bor de rigeste danskere

Gentofte er den kommune, hvor der bor flest danskere med en årsindkomst på mere end 1,2 mio. kr.

Mens 7,47 pct. af borgerne i Gentofte Kommune tjener mere end 1,2 mio. kr. om året, er det kun 0,27 pct. i Langeland Kommune, der har samme høje indkomst. Arkivfoto: Lærke Posselt

Ikke overraskende er koncentrationen af rige danskere størst i Nordsjælland, mens ø-kommunerne har færrest borgere med en indkomst over 1,2 mio. kr. om året før skat.

I Gentofte Kommune har 7,47 pct. af borgerne en årlig indkomst før skat på over 1,2 mio. kr., og de er dermed en del af en ene pct. af danskerne, der har den højeste indkomst. Rudersdal, Hørsholm, Lyngby-Taarbæk og Furesøe kommuner ligger sammen med Gentofte i top fem. Det viser nye en analyse, som den liberale tænketank Cepos har lavet.

Flytter efter lavere skat

Cheføkonom Mads Lundby Hansen fra Cepos har en forklaring på, hvorfor det netop er disse kommuner, som har mange borgere med høje indkomster.

”Det er ikke tilfældigt, at de 3 kommuner, der har flest indbyggere i top 1 pct. også er blandt de kommuner i landet med lavest skatteprocent. De har skatteprocenter på mellem 22,5 -23,2 pct., hvor  kommunerne med højest skatteprocent ligger mellem 26,5 og 27,8 pct., " siger han til Jyllands-Posten.

Ifølge Mads Lundby Hansen ændrer skat nemlig folks adfærd ikke kun i forhold til abejdsindsatsen og grænsehandel, men det kan også have en vis effekt på flyttemønsteret.

Forskellen på indkomster udlignes

"En videnskabelig undersøgelse har herhjemme fundet, at kommuneskatten påvirker flyttemønstret i hovedstandskommunerne. Mange andre forhold har en betydning for folks flyttemønster, men skat kan også have betydning,” siger Mads Lundby Hansen.

I den anden ende af skalaen ligger Landeland, Ishøj, Ærø, Halsnæs og Albertslund kommuner, hvor det er under 0,4 pct. af befolkningen, der tjener over 1,2 mio. kr. om året.

Den rigeste procent af danskerne tjener i gennemsnit 2,2 mio. kr. om året før skat. Det er en del mere end resten af befolkningen, der i gennemsnittet har en indkomst på 295.000 kr. Selvom det lyder som en enorm forskel, er forskellen faktisk ikke så stor, som den har været. For mens gennemsnitsdanskernes indkomst siden 2007 er steget med 15 pct., er indkomsten for de rigeste faldet med 3,3 pct. Det viser en ny analyse fra den liberale tænketank Cepos, skriver Berlingske Business.

At de rigeste danskeres indkomst falder skyldes ifølge analysen, at halvdelen af deres indtægter stammer fra overskud fra egen virksomhed og formue såsom aktiegevinster og renteindtægter, der svinger meget år efter år.

12.500 er permanent de rigeste

De høje indkomster i millionklassen er dog ofte et forbigående fænomen. Der er nemlig stor udskiftning i gruppen med den største indkomst. I 2007 var der 42.000 danskere med en indkomst på over 1,2 mio. kr., og fem år senere havde kun 30 pct. af dem den samme høje indkomst.

Selvom der er stor udskiftning i, hvem der tjener flest penge, så er der også en lille gruppe af topdirektører og andre vellønnede, som formår at blive i gruppen. Der er tale om 12.500 personer, som bliver ved med at være blandt den ene pct. af befolkningen med den højeste indkomst.

Læs også
Top job