Danskerne: Rygere skal arbejde længere

Smøgpauserne skal ikke være gratis, mener et lille flertal af danskerne.

Foto: Nati Harnik/AP

Et flertal på 52 procent af danskerne mener, at rygepauser ikke bør tælle med i arbejdstiden. Det viser en rundspørge udført af Norstat for Dansk Erhverv blandt 1.164 repræsentativt udvalgte voksne danskere.

"Der er ingen tvivl om, at opmærksomheden omkring den tid, som rygerne faktisk bruger på smøgerne, er øget igennem de senere år, og det har påvirket tolerancen over for rygernes ekstra pauser", siger Rikke B. Ørum, chef for HR & Arbejdsmiljø i Dansk Erhverv til Avisen.dk

No mercy

Livsstilsekspert Henrik Byager kalder nutidens tilgang til rygere for "en no mercy holdning," som også smitter af på arbejdspladsen.

"Den der tunnel af rygere, der står udenfor, når man er på vej ind af hoveddøren til sin arbejdsplads, den bliver også snart smidt væk. Det er nul-tolerance. Rygning er sundhedsskadeligt, og folk synes altså ikke, det er noget, der skal ses på med tolerance. Det er slut," siger Henrik Byager til Avisen.dk.

Det er vigtigt, at man på den enkelte arbejdsplads aftaler, hvad der gælder af regler på området. Ellers kan det give anledning til konflikter, siger næstformand i LO, Lizette Risgaard:

"Præcis sådan en undersøgelse viser, at det vigtigt at få skrevet det ind i overenskomsten eller i en lokalaftale, om man for eksempel flekser ud, når man går til pause. Det handler jo også om arbejdsmiljø, og hvordan vi har det med hinanden, så nogle ikke går rundt og føler, at at andre har mere frihed eller arbejder mere," siger hun.

BRANCHENYT
Læs også