Flykonges hotelkæde skal være større

Lavprishotelkæden EasyHotel står foran børsnotering, der skal sikre penge til flere værelser.

EasyJet-stifteren Sir Stelios Haji-loannou vil børsnotere EasyHotel på Londons mindre AIM-børs.  Foto: Jonas Jaeggy/dapd/AP

EasyHotel, der er grundlagt af EasyJet-stifteren Sir Stelios Haji-loannou, planlægger at rejse 30 mio. pund i en børsnotering på Londons mindre AIM-børs, hvilket kun er cirka halvdelen af, hvad hotelkæden havde håbet på at rejse efter tegn på investortræthed.

Det skriver den britiske avis The Independent.

Lavprishotelkæden skal bruge de ekstra midler til at øge antallet af værelser fra de nuværende 1.600 værelser.  Børsnoteringen i dag værdiansætter EasyHotel til 50 mio. pund, og den vil efterlade EasyGroup, som Sir Stelios kontrollerer, med en ejerandel på 55,7 pct., og han planlægger ifølge The Independent at forblive en signifikant og støttende aktionær i EasyHotel i meget lang tid fremover.

- Dette er en god forretningsmodel, som vil fortsætte med at vise fremskridt, idet det vokser og opfylder efterspørgselsbehov hos de prisbevidste rejsende rundtomkring i Europa og uden for, siger britiske Stelios, der har græsk-cypriotiske rødder.

Den næste i rækken

EasyHotel er den næste i rækken af selskaber, som er blevet børsnoteret på børsen i London i år. På det seneste har flere børsnoteringer dog skuffet, hvor børsnoteringen af Saga Group, der fokuserer på at servicere behovet for dem på over 50 år, er faldet tilbage til 172 pence i forhold til børsnoteringskursen på 185 pence.

Samme udvikling kan man se ved børsnoteringen af storbanken Lloyds detailbank TSB Banking Group, der også er faldet en smule tilbage i forhold til toppunktet efter sidste uges ellers succesfulde børsnotering. TSB Banking nåede efter børsnoteringen til 260 pence op over 300 pence men aktien er sidenhen faldet tilbage til niveauet omkring 280 pence.

BRANCHENYT
Læs også